Dødtrætte piloter mødes med ministeren

Reglerne for vores arbejde er alt for dårlige, siger pilotformand, som ser frem til ministermøde mandag

Piloter i dansk luftrum kæmper med træthed og udmattelse i en sådan grad, at det kan føre til potentielt farlige fejl og i værste fald flyulykker (Foto: AP).
Piloter i dansk luftrum kæmper med træthed og udmattelse i en sådan grad, at det kan føre til potentielt farlige fejl og i værste fald flyulykker (Foto: AP).

Det er kommet frem, at piloter i dansk luftrum kæmper med træthed og udmattelse i en sådan grad, at det kan føre til potentielt farlige fejl og i værste fald flyulykker.

Læs også: Danske piloter bryder bevidst loven

Derfor inviterer transportminister Hans Christian Schmidt (V) nu formanden for danske erhvervspiloter, Mogens Holgaard, til møde tidligt mandag morgen.

- Mit hovedbudskab til ministeren er, at vi i øjeblikket har en lovgivning, der er helt utilstrækkelig, siger pilotformanden før mødet.

- Den sikrer ikke, at piloterne er veludhvilede og tilstrækkeligt årvågne, når de sidder i cockpittet, tilføjer han.

Reglerne skal ændres
Mogens Holgaard ønsker i stedet, at loven for tjenestegørende piloter skal baseres på et "sundt, videnskabeligt grundlag", som det hedder.

De nuværende regler er nemlig et uheldigt kompromis mellem mange forskellige interesser, som ikke giver nok sikkerhed mod nedslidning, lyder det.

- Det er jo en ganske alvorlig problematik, der bliver rejst, og derfor har jeg indkaldt til mødet, udtaler Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse.

Før mødet har ministeren efterlyst en træthedsrapport fra pilotforeningen, som han forgæves har forsøgt at få fingre i.

- Det skal han naturligvis nok få. Jeg vil bare gerne give ham historien rundt om statistikken samtidig, svarer Mogens Holgaard.