Køreledning forsinker tog til lufthavnen

Passagerer til Københavns Lufthavn i Kastrup skal køre i god tid eller vælge andre ruter i øjeblikket.

En nedrevet køreledning forsinker i øjeblikket togene til og fra lufthavnen i Kastrup, og trafikken vil først være normal igen ved 21-tiden fredag aften.

Sådan lyder prognosen fra DSB, som oplyser, at togpassagerer skal indstille sig på 5-10 minutters forsinkelser på strækningen.

Køreledningen er nedrevet ved Sydhavnsgade mellem Københavns Hovedbanegård og Ørestad. Togene kan kun køre i ét spor, indtil arbejderne på stedet har fået hængt ledningen op igen.

Regionaltogene, internationale tog og Øresundstog mellem Malmö og Helsingør skulle køre normalt, lyder det.

Passagerer til lufthavnen kan i mellemtiden benytte metroen, bus 5A eller DSBFirsts tog til Malmö.