Pirat bag kapret dansk skib pågrebet i USA

Piraten Ali Mohamed Ali, der forhandlede løsesum for et kapret danskdrevet skib, er pågrebet i USA

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har pågrebet endnu en pirat, der var involveret omkring kapringen af det danskdrevne fragtskib Clipper Future i november 2007.

Det oplyser det amerikanske Justitsministerium.

Den 48-årige somaliske pirat Ali Muhamed Ali, der ellers har været bosiddende i Somalia, gik lige i fælden i Dulles Internationale Lufthavn 40 km vest for forbundshovedstaden Washington D.C., hvor han blev pågrebet.

Han er tiltalt for medvirken til det kriminelle pirateri. På piraternes vegne forhandlede Ali løsesum med rederiet Clipper, der måtte slippe 8,7 millioner kroner for at frigive CEC Future og den 13 mand store besætning i januar 2009.

Direktør i rederiet Clipper Per Gullestrup er meget tilfreds med, at USA går så målrettet efter at retsforfølge pirater.

- Vi er imponerede over den stædighed, USA udviser over for de kriminelle pirater. Det er med til at statuere eksempler og sende signaler til piraterne om, at der slås hårdt ned på deres kriminelle aktiviteter, siger Per Gullestrup.

Gullestrup er dog overrasket over, at Ali befandt sig i USA.

- Jeg er målløs. Jeg mente, at han boede i Somaliland, siger han.

Som andre somaliske pirater har Ali flere dæknavne. Han er ifølge det amerikanske Justitsministerium også kendt under navnene Ismail Ali eller Ahmed Ali Adan.

- Ali var ikke med til at kapre selve skibet, men optrådte som forhandler mellem piraterne og os. Jeg har selv forhandlet med ham, siger Per Gullestrup.

Alis sag kommer for forbundsretten i Washington den 26. april.

- Sagen viser vores vilje til at straffe pirater og dem, som får profit af kriminaliteten på havet, siger anklager ved forbundsretten Ronald C. Machen.

I sidste uge blev en anden pirat, 39-årige Jama Idle Ibrahim idømt i alt 30 års fængsel ved den samme domstol for sin medvirken til at kapre det danskdrevne skib CEC Future. Efter denne kapring fra Ibrahim mod på flere kapringer.

Men Ibrahim kunne sammen med sine piratkumpaner ikke kende forskel på et fragtskib og et amerikansk krigsskib, så de angreb krigsskibet i april 2010.