Penkowa: Så har jeg vel også slået Olof Palme ihjel

Milena Penkowas accept af dommen er på ingen måde en tilståelse.

Milena Penkowa nægter sig stadig skyldig, selvom hun nu dropper ankesagen (FOTO: Kristian Linnemann)
Milena Penkowa nægter sig stadig skyldig, selvom hun nu dropper ankesagen (FOTO: Kristian Linnemann)

Selvom Milena Penkowa netop har accepteret den dom på tre måneders betinget fængsel, som hun modtog i december, så betyder det ifølge hende selv på ingen måde, at hun er skyldig:

- Det her er på ingen måde en tilståelse, siger Milena Penkowa til ekstrabladet.dk og forklarer, at hun ene og alene har tilstået sagen for at få den ud af verden:

- Jeg har mistet tiltroen til, at det her er et rigtigt retssamfund. Navneforbuddet er alligevel blevet brudt, og jeg gider ikke engang bruge tid på at køre ind til landsretten, siger Milena Penkowa og henviser til, at navneforbudet blev brudt i en kronik i Politiken i går.

Pressen har dømt mig
Selvom kronikken i Politiken var afgørende, så havde hun overvejet beslutningen i længere tid:

LÆS: Penkowa accepterer dom for underslæb

- Jeg besluttede mig i sidste uge, for der var ingen praktiske årsager til at blive ved. Pressen har alligevel dømt mig, og jeg tør ikke gøre mig nogle forhåbninger om at få en neutral retssag.

Dommen i december lød på tre måneders betinget fængsel, som nu vil pryde Milena Penkowas straffeattest:

- Det er ikke nogen mærkbar straf. Og jeg ser i dag ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem at have ret og at få ret. Så ensidigt som sagen har været beskrevet i pressen, så kan jeg slet ikke se, at jeg skulle gøre mig forhåbninger om at få ret i landsretten, siger Penkowa.

Milena Penkowa tilstår altså ikke, men gør det for sin egen skyld. Hun mener, at hun bliver beskyldt for alt muligt, som hun ikke har gjort:

- Vi kan bare lave en åben side på nettet, hvor alle kan beskylde mig for alt, så skal jeg nok sige, at jeg også har slået Olof Palme ihjel, siger Milena Penkowa.

Afbryder kontakten nu
Ifølge Milena Penkowa har sagerne ikke været noget, der har ødelagt hendes nattesøvn:

- Folk må tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forstille dig, hvor ligeglad jeg er, siger Milena Penkowa.

I stedet vil hun nu nyde foråret:

- Efter det her interview afbryder jeg kontakten til pressen. Nu vil jeg gå ud og nyde det gode vejr. Jeg har på ingen måde tænkt mig at læse aviser eller følge med i nyhederne.