Sandheden skal nok komme frem

Fusk-anklagede Milena Penkowa har sin mors fulde støtte

– Sandheden vil komme frem. Jeg har ikke andre kommentarer.

Sådan lyder det fra Pirinka Penkowa Lyager, mor til den politianmeldte hjerneforsker Milena Penkowa, Ekstra Bladet ringer for at høre, hvordan balladen om datteren og hendes påståede forsknings-fup påvirker hende og den øvrige familie.

En mors kærlighed lader sig tilsyneladende ikke slå ihjel - heller ikke selv om, ens datter har løjet én død for selv at fremstå i et bedre lys. Så når barnet, som i dette tilfælde er 37 år, kommer i offentligt stormvejr, hvor det fyger med anklager om fusk og en håndgribelig politianmeldelse for dokumentfalsk, bakker mor naturligvis op om sin datter.

– Hvordan har du det med, at din datter har løjet dig og hendes søster døde for at forsvare en sen aflevering? Har hun undskyldt?

– Jeg vil ikke interviewes om Milena. Sandheden kommer frem. Det er min eneste kommentar, gentager Pirinka Penkowa Lyager og afbryder forbindelsen.

’Døde’ i trafikulykke i 2003
Det var i 2003, at Milena - som svar på, hvorfor hendes svar på en række kritiske spørgsmål fra Københavns Universitet kom i sidste øjeblik - diskede op med en rørende forklaring om, at hendes mor og søster få dage tidligere var forulykket i Belgien, hvilket betød, at hun havde måttet bruge meget tid ved deres side på hospitalet og i forbindelse med deres begravelse.

Men da Milena Penkowa i januar 2009 skulle modtage Eliteforskprisen, havde hun åbenbart ’glemt’ tragedien. I hvert fald bad hun om, at både mor og søster fik en invitation til prisoverrækkelsen.

Et opkald til Milena Penkowas storesøster, Letina Egholm, ender næsten før telefonen er blevet taget. Hun vælger simpelthen helt tavst at afbryde samtalen, da hun hører, at det er en journalist, som ringer.

Fra hestepige til hjerneforsker
Hun var på vej til tops i international ridesport - men valgte at skifte hest og i stedet satse på en karriere som hjerneforsker i international klasse.

Og da den dengang bare 35-årige Milena Penkowa 29. januar 2009 fik overrakt den prestigefyldte EliteForskPris af selveste kronprinsesse Mary var hun tæt på målet. Medierne dånede over den begavede, unge kvinde med de bulgarsk/danske rødder og det fotogene ydre.

I dag er statussen som stjerneforsker helt til rotterne.

Far blev også fyret for fusk
Milena Penkowa er ikke længere ansat ved Københavns Universitet, og en eventuel dom risikerer at koste hende både fængselsstraf og professortitel.
En skæbne, der har flere lighedspunkter med, hvad der tilbage i 1989 ramte hendes far, Niels Pedersen - og som i øvrigt i følge Ekstra Bladets kilder var den reelle årsag til, at hun lige præcis på det tidspunkt, som bare 16-årig nærmest fra den ene dag til den anden valgte droppe en lovende karriere som springrytterske.

Sagen var den, at faderen, der på det tidspunkt arbejdede som lektor på Syd Dansk Univesitet blev afsløret i at have brugt universitets penge i forbindelse med rejser til ridestævner med Milena og hendes storesøster Letina.

Det kostede ham i første omgang en fyreseddel og efterfølgende en skilsmisse, hvor hans hustru Pirinka sammen med pigerne flyttede fra Odense forstaden Hjallese til Kalundborg.

Milena var to år, da hun første gang kom på ’den høje hest’ på farmors rideskole i Hjallese. Ganske vist var der kun tale om en pony. Pigen havde, ligesom sin søster, talent for at ride og springe.

Hun var bare 12 år, da hun vandt sølv ved Nordisk Mesterskab i ponyspringning for hold. Året efter, i 1986, tog hun guld i samme disciplin på ponyen Sitting Pretty.

I 1989 deltog hun i Europamesterskaberne for ponyer i Millstreet i Irland.

Måtte sælge alt
Angiveligt var det under disse mesterskaber, at faderens pengefusk blev afsløret. Derfor var det nødvendigt at sælge hest og grej med det samme.

I et interview med Politiken forklarede hun for to år siden således:

– Det hele blev solgt derovre efter konkurrencen. Jeg havde en billet at flyve hjem på, ellers efterlod jeg alt, både pony og udstyr.

At lægge tiden som ridepige bag sig var ikke et savn, har hun fortalt: - Konkurrenceelementet var det, der tiltrak mig ved ridning. Ikke hestene.

Og dermed begyndte et nyt liv i Kalundborg. Allerede i 2. G besluttede den tidlige ridestjerne sig for at gøre karriere som læge. Hun var 18, da studenterhuen blev sat på hendes hoved - afgangssnittet hed 10,8 - og derfra satte hun kursen direkte mod medicinstudiet på Københavnsk Universitet. Og som bare 25-årig kunne hun kalde sig for læge.

Siden har hun forfulgt sin ambitiøse karriereplan så intenst, at det et ægteskab blev til skilsmisse, fordi gemalens drøm om en far-mor-og-børn tilværelse stod i vejen for Milenas ambitioner.

Ekstra Bladet forsøgte lørdag forgæves at få Milena Penkowa i tale.

Har du oplysninger i sagen om Milena Penkowa? Kontakt os via sms (det koster alm. sms takst) eller mail til 1224@eb.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere