Mytiske chefloger til topmøde på Amager

VL-grupperne holder konference i et døgn - Lars Løkke åbner det døgnlange netværksarrangement om udsigterne for 2020

Lars Løkke Rasmussen har indkaldt sin regering til to dages seminar i dag og i morgen på Marienborg - men i dag til frokost er han i stedet sammen med 600-700 ledere fra det danske samfunds top i Danmarks Radios koncerthus. (Foto: Kristian Linnemann)
Lars Løkke Rasmussen har indkaldt sin regering til to dages seminar i dag og i morgen på Marienborg - men i dag til frokost er han i stedet sammen med 600-700 ledere fra det danske samfunds top i Danmarks Radios koncerthus. (Foto: Kristian Linnemann)

Klokken kvart i ét i dag står statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen i Danmarks Radios koncertsal på Amager.

Godt nok er regeringen i dag og i morgen samlet til et med meget stor spænding imødeset seminar på Lars Løkkes officielle ejendom, Marienborg i Nordsjælland. Men for statsministeren er det vigtigt at være på Amager.

Netværk for virkelige magthavere
Her samles nemlig det, som i hvert fald i egen forståelse er cremen af dansk topledelse:

VL-grupperne holder VL-Døgn. Og statsministeren åbner mødet for de 6-700 medlemmer fra landets godt 100 grupper af virksomhedsledere fra den offentlige og den private sektor, som hver har lagt 5900 kroner for at være med - uden at der så er betalt for overnatningen....

VL-grupperne har nærmest mytisk status som det sted, hvor samfundets virkelige magthavere bag lukkede døre kan netværke og bytte erfaringer og ideer.

Skræmmende stor magt
Gennem tiden, siden grupperne blev startet i 1965 af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, er myterne måske blevet mindre velbegrundede. Med 3659 medlemmer i over 100 grupper kan det ikke mere bare være pinger, som samles, Men en række af VL-grupperne har dog stadig nærmest skræmmende stor magt koncentreret - politisk og økonomisk og hvad-som helst ellers.

Anders Fogh Rasmussen forsøgte i 2002, kort tid efter sin entré i Statsministeriet, at gøre op med ministres tilknytning til VL-grupperne. Nogle af hans ministre reagerede ved at melde sig ud af cheflogerne, men ikke alle.
Læs også: Kuk hos Fogh

Lene Espersen er med
I dag er f. eks. udenrigsminister Lene Espersen medlem af en VL-gruppe. Fra Anders Foghs og Lars Løkkes parti er der også topfolk med i VL-selskabet: Folketingets formand, tidligere finansminister Thor Pedersen er med, og det samme er politisk ordfører Peter Christensen. Det er op til den enkelte gruppe at bestemme, hvilke ansøgere der bliver lukket ind eller afvist af det eksklusive selskab.

Gruppemedlemmerne mødes skiftevis hos hinanden under en selvvalgt dagsorden med skiftende emne.

VL lover sine medlemmer, at de kan 'drøfte egne problemer i fortrolighed og på uforpligtende måde'.

Afrika og Kina på dagsordenen
VL-døgnet, som indledes med velkomst klokken 12.15, og som afsluttes i morgen, tirsdag, klokken 13, har overskriften 'Mod 2020'. Blandt oplægsholderne er - ud over statsministeren - FN's tidligere generalsekretær, ghaneseren Kofi Annan, som vil sætte Afrikas rolle i fremtiden i perspektiv.

Tidligere departementschef i Udenrigsministeriet, ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller er blandt de eksperter, som sætter ord på Kinas fremtidige rolle.

Men ellers er det i vid udstrækning internationale toperhvervsfolk, som skal sætte fut i de danske chefer.