Skal du betale topskat næste år?

Regeringens beslutning om at aflyse lettelsen i topskatten betyder, at 140.000 flere skal betale næste år

Antallet af topskatteydere stiger eksplosivt de kommende år som konsekvens af VK-regeringens aflysning af den planlagte lettelse af topskatten, skriver dagbladet Børsen.

Alene næste år skal 140.000 flere danskere betale topskat, og dermed stiger antallet af topskattebetalere til 700.000 fra 560.000 i 2010, fordi topskattegrænsen fastholdes på 389.900 kroner.

Det viser beregninger fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og Finansministeriet.

Lønstigninger og en højere økonomisk vækst skaber grundlaget for endnu flere topskatteydere. Men det er ringe økonomisk købmandskab at lade topskatten finansiere en del af den økonomiske kriseregning.

- Udskydelsen af topskattelettelsen er en dårlig økonomisk forretning, som har en negativ effekt på arbejdsudbuddet, siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv til Børsen.

Erhvervsorganisationen mener, at regeringen ikke får nok ud af at udskyde den planlagte skattelettelse, hvor der var lagt op til at hæve grænsen for topskatten på 15 procent til indkomster over 409.100 kroner.

I Venstre indrømmer skatteordfører Mads Rørvig, at det gør ondt, at så mange danskere skal betale en betydeligt højere skat fra nytår.

- Det har kostet penge at få Danmark lempeligt igennem krisen, men det er ikke sjovt at udskyde topskattelettelsen, siger han til Børsen.