USA: Næste krise dikteret af JP

Endnu et hemmeligt dokument fra de amerikanske diplomater. Denne gang om Muhammed-tegningerne

Her er det Syrien, hvor den danske ambassade brændte, efter Jyllands Posten offentliggjorde Muhammed-tegninerne. Det har dog vist sig, at det var den syriske regering, der ansporede uroligheder. (Foto: AP)
Her er det Syrien, hvor den danske ambassade brændte, efter Jyllands Posten offentliggjorde Muhammed-tegninerne. Det har dog vist sig, at det var den syriske regering, der ansporede uroligheder. (Foto: AP)

Et dokument fra september 2006, der i nat blev offentliggjort af WikiLeaks, dokumenterer den frihed, som Jyllands Posten havde under statsminister Anders Fogh Rasmussen. Friheden til for eksempel at genoptrykke Muhammed-tegningerne. En mulighed som avisen overvejede i 2006 - kun et år efter tegningerne blev trykt første gang.

- Statsministeren lader Jyllands Posten diktere, hvornår den næste konflikt mellem Islam og Vesten skal finde sted. Uden en åben diskussion i regeringen, skrev den daværende amerikanske ambassadør James P. Cain i et hemmeligt dokument, der i nat blev offentliggjort.

Rygtet om genoptrykningen af de stærkt omdiskuterede Muhammed-tegningerne nåede de amerikanske diplomater via en unavngiven journalist på Jyllands Posten. Ambassadøren tog derfor kontakt til Anders Fogh Rasmussens sikkerhedsrådgiver Bo Lidegaard, der var chokeret over avisens overvejelser, men som samtidig slog fast: Regeringen vil intet gøre - end ikke advare Udenrigsministeriet.

Efterfølgende tager den daværende amerikanske ambassadør James P. Cain kontakt til Jyllands Postens chefredaktør, der dog kan berolige den anspændte ambassadør: Tegningerne blev ikke genoptrykt - denne gang.

- Vores drøftelser denne uge har vist os, at den danske del af sammenstødet mellem civilisationer kan bluse op når som helst, skriver ambassadøren i dokumentets konklusion.

Læs dokumentet fra den daværende amerikanske ambassadør på WikiLeaks' hjemmeside.

0 kommentarer
Vis kommentarer