Bornholmerne hjælper hinanden i sneen

På nødcentralen i Rønne modtager man flere opkald fra folk, der vil hjælpe, end fra folk med behov for hjælp

Bornholms nødcentral har i løbet af det forløbne døgn modtaget omkring 500 telefonopkald. Nogle kommer fra bornholmere med behov for hjælp, mens de fleste er fra folk, der tilbyder hjælp.

- De fleste bornholmere, der ringer ind for at bede om hjælp, er nærmest undskyldende. Når så de får assistance, så er de oven ud taknemmelige, siger Eva Bundegaard fra Bornholms Politi.

Hjælpen koordineres
Hun er en af de fire telefonpassere på nødcentralen, der et indrettet i et lokale på Politigården i Rønne. Her koordinerer de involverede myndigheden hjælpeindsatsen på den katastroferamte tilsneede ø.

Eva Bundegaard siger, at der er opkald er fra hele landet fra folk, som vil give en hånd med. Bornholmere, der ringer og klager deres nød, er i mindretal, fordi mange allerede har fået hjælp af deres naboer.

- Ud over de mange, der tilbyder deres hjælp, er der her på øen borgere, som blandt andet er villige til at købe ind for ældre, fortæller Eva Bundegaard, der til daglig er kontorfuldmægtig hos politiet.

Nødcentralen får ikke så mange henvendelser fra folk med mindre problemer. Ifølge Eva Bundegaard skyldes det, at naboer er rigtigt gode til at hjælpe hinanden. De ved, hvem, der har behov for hjælp.

Hun påpeger, at de fleste i lokalområderne er klar over, hvem der har brug for livsvigtig medicin og i øvrigt ikke er i stand til at klare sig selv. Eva Bundegaard er særdeles tilfreds med, at det håndteres lokalt.

- Nabohjælp er i virkeligheden en rigtig god ting i den her situation, og det er ligesom juleånden er vendt tilbage på Bornholm nu, hvor man støtter sine nærmeste i nøden, siger Eva Bundegaard.

Først om en uges tid, hvis ikke der kommer mere sne, regner myndighederne på Bornholm med, at klippeøen kan vende tilbage til mere normale tilstande med farbare veje.