Mænd er blevet otte kilo tungere på 15 år

Den typiske mand har taget otte kilo på i løbet af 15 år, og det er ikke muskler. Kvinder er 5,4 kilo tungere

Danskerne er blevet federe. (Foto: Colourbox)
Danskerne er blevet federe. (Foto: Colourbox)

Vi bliver federe, og det gælder både kvinder og mænd.

Forskere i Storbritannien har set nærmere på størrelsen på britiske mænd og kvinder over en periode på 15 år, og forskerne er nået frem til, at den gennemsnitlige britiske mand vejede 7,7 kilo mere i år 2000 end i år 1986.

Kvinderne var i perioden blevet 5,4 kilo tungere.

BBC citerer tidsskriftet British Journal of Nutrition for oplysningerne, der er fundet frem af forskere i hjerteforeningen British Heart Foundation.

Forskerne har set nærmere på energiindholdet i maden og officielle vægttal i de to år.

Ved at regne på energien i maden fandt forskerne frem til, at mænds gennemsnitsvægt i år 2000 skulle være 4,7 kilo højere end i 1986.

Det viste sig så, at mænd er 7,7 kilo tungere, og forskernes forklaring på det er, at mænd dyrker mindre motion end i 1986. Den ekstra energi i maden i år 2000 har sat sig på sidebenene og hagen.

Derimod svarer den øgede vægt blandt kvinder til den øgede energimængde i maden.

BBC skriver på sin netavis, at 25 procent af de britiske mænd i 2008 blev betegnet som overvægtige. I 1986 var tallet syv procent.