Så er den hvide jul hjemme

Kulden varer ved, og det lover godt for en landsdækkende hvid jul. To år i træk er exceptionelt.

I sne og slud skal posten ud.... og alt tyder på, at postbudene også får lov til at muntre sig i sneen i ugen efter jul.  I hvert fald bliver det rigtig koldt i juledagene. (Foto: Ole LInd)
I sne og slud skal posten ud.... og alt tyder på, at postbudene også får lov til at muntre sig i sneen i ugen efter jul. I hvert fald bliver det rigtig koldt i juledagene. (Foto: Ole LInd)

'Jeg glæder mig i denne Tid; nu falder Julesneen hvid, og saa maa Julen komme'.

Peters Jul fra 1866 bliver med en ny prognose fra DMI til 2010-virkelighed. Juleaften klædt i sne er så godt som sikker, lyder vurderingen fra DMI.

Indtil tirsdag havde meteorologerne vurderet, at et lavtryk onsdag ville gå vest om Danmark og sende mildere vinde op over landet, men lavtrykket har ombestemt sig og tager i stedet turen øst om.

Se vejrudsigten nær dig på vejret.dk!

Det betyder, at den sne, som falder de næste dage, får lov at blive liggende.

- Alle væsentlige prognoser er nu enige om, at lavtrykket går øst om, og dermed bliver det koldt både den 24. og de følgende juledage. Ikke helt så koldt som de seneste dage, men både med frost dag og nat, siger vagtchef Olaf Mathiassen.

Se læsernes vinterbilleder her!

Hvid jul kræver, at 90 procent af Danmark er dækket af sne den 24. om eftermiddagen. Et drys eller rim på jorden er ikke nok, for snedybden skal være mere end en halv centimeter.

Og den betingelse har gode chancer for at blive opfyldt med det snevejr, som rammer landet den 23. Fra en halv centimeter i Nordjylland til fem centimeter i København og Nordsjælland.

- Vi er meget tæt på hvid jul. Umiddelbart er min vurdering, at der er næsten 100 procents sikkerhed. Kun er vi usikre på, hvor meget sne, der kommer til at ligge i Nordjylland, siger Olaf Mathiassen.

Kun otte gange hvid jul i 110 år
Hvid jul hører til sjældenhederne i Danmark. Siden 1900 er det kun sket otte gange, hvoraf den ene var julen 2009. Med udsigt til en gentagelse i år, er det første gang, så længe nogen kan huske tilbage, at vi får en landsdækkende hvid jul to år i træk.

- Det vil være første gang, siden vi begyndte vores målinger i 1870. Så det er ret exceptionelt, siger Olaf Mathiassen.