Hviderusland fængsler 600 demonstranter

600 hviderussere risikerer op til 15 års fængsel for at demonstrere mod regimet

Hviderusland har fængslet 600 demonstranter, der blev tilbageholdt ved et massemøde i protest mod genvalget af Aleksander Lukasjenko.

Dermed trodser styret i Hviderusland de mange vestlige fordømmelser af de hviderussiske sikkerhedsstyrkers blodige aktion mod demonstranterne.

Politiembedsmænd siger, at demonstranterne vil blive holdt bag tremmer i 15 dage, mens anklagemyndigheden undersøger, om de har været involveret i "at organisere masseuroligheder".

Bliver man fundet skyldig i en sådan forbrydelse, kan det i Hviderusland give op til 15 års fængsel.

Lukasjenko erklærede mandag, at han vil slå hårdt ned på alle, der deltog i søndagens massedemonstration mod hans regime.

Lukasjenko, som bærer det lidet ærefulde stempel "Europas sidste diktator", blev genvalgt for fjerde gang i træk søndag. Han fik næsten 80 procent af stemmerne ved valget, hvor myndighederne siger, at 90 procent af vælgerne stemte.