900.000 mangler at bruge NemID

Danskerne har stadig ikke for alvor taget NemID til sig. I hvertfald mangler cirka 30 procent af netbankbrugerne stadig at tage NemID i brug

Omkring 2,9 millioner  har fået tilsendt eller bestilt deres NemID, men 800.000 mangler stadig at aktivere det. (Foto: Filip Wallberg)
Omkring 2,9 millioner har fået tilsendt eller bestilt deres NemID, men 800.000 mangler stadig at aktivere det. (Foto: Filip Wallberg)

De fleste danskere har godt nok fået tilsendt deres NemID, men en del mangler stadig aktivere det.

I alt 800.000 netbankbrugere i Danmark mangler at aktivere deres NemID, og 100.000 mangler at modtage det.

- Der mangler omkring 900.000, og størstedelen af dem er brugere, som allerede har modtaget en NemID, men som bare ikke har aktiveret den endnu. De fleste brugere aktiverer deres NemID med det samme, nogle lader den ligge lidt, og en del aktiverer den først, når banken minder dem om, at de skal huske det, forklarer Communications Consultant hos Nets, Michael Juul Rugaard.

Der er cirka tre millioner netbankbrugere i Danmark. Og i alt 2,9 millioner af dem har allerede modtaget eller selv bestilt NemID.

Men det er altså langt fra dem alle, der har aktiveret deres konto.

Stiger med 25.000 om dagen
Han oplyser, at tallet for tiden stiger med over 25.000 om dagen. Og antallet af danskere, der har NemID, er da også steget markant siden oktober. Her var der omkring 900.000 aktive brugere af NemID.

Dagens tal stemmer overens med forventningerne til, hvor mange der på nuværrende tidspunkt skulle have NemID. 2,1 millioner brugere i Danmark har aktiveret deres NemID.

- Der er cirka tre millioner i alt, som skal have NemID, så det varer ikke mange uger, før vi er færdige, forklarer Michael Juul Rugaard.

Han opfordrer til, at man får skiftet til NemID.

- NemID har mange fordele: Den repræsenterer en opgradering af sikkerheden. Den kan bruges på de fleste offentlige sites, på en række private sites og i netbankerne. NemID giver fuld fleksibilitet, fordi den kan bruges fra alle computere overalt i verden.