Senatet støtter åbne bøsser og lesbiske i militæret

Det amerikanske senat støtter præsident Barack Obamas kamp for at få erklærede homoseksuelle i militæret

Det amerikanske senat støttede ved en afstemning lørdag præsident Barack Obamas bestræbelser på at få ophævet en lov, der forhindrer, at erklærede homoseksuelle kan gøre tjeneste i militæret.

Præsident Barack Obama kalder senatets afstemning for et 'historisk skridt'.

Senatorerne vedtog med 63 stemmer mod 33 at afslutte debatten om den eksisterende lov, der har støttet en praksis, hvor homoseksuelle har kunnet gøre tjeneste, så længe de blot var tavse om deres seksuelle orientering.

En afstemning, der vil ophæve denne lovgivning endeligt vil finde sted senere i weekenden og anses for at være en formalitet, da seks republikanere er gået sammen med demokraterne i spørgsmålet.

Tilhængerne af den nye lov skulle sikre opbakning fra mindst 60 af Senatets medlemmer. Repræsentanternes Hus har allerede stemt for den nye lov.