Bank of America lukker for WikiLeaks

En af USA's førende banker stopper transaktioner for WikiLeaks og følger efter andre blandt andet Visa Europe

Bank of America indstiller alle transaktioner for WikiLeaks og går dermed sammen med andre institutioner, som nægter at servicere den omstridte hjemmeside, der har offentliggjort fortrolige dokumenter fra det amerikanske diplomati.

- Bank of America slutter sig til de handlinger, som tidligere er blevet bekendtgjort af MasterCard, PayPal, Visa Europe og andre. Vi vil ikke foretage nogen transaktion af nogen art, som vi mener kan have forbindelse til WikiLeaks, hedder det i en erklæring fra Bank of America, en af USA's største finansielle institutioner.

Wikileaks-stifteren Julian Assange har bebudet en 'megalæk' om en amerikansk bank næste år.

Assange fordømmer, hvad han kalder 'en ny form for McCarthyisme' i det amerikanske erhvervsliv.

- Det er en ny form for Business-McCarthyisme, hvor man forsøger at fratage vores organisation de penge, som den har brug for, og hvor man forsøger at fratage mig de penge, som mine advokater har brug for, når de skal beskytte mod udlevering til USA, siger Assange i en kommentar til erklæringen fra Bank of America.