Sparekasse køber danske privatkunder

Den fallerede Eik Banks danske privatforretning opkøbes nu af Sparekassen Lolland

Sparekassen Lolland køber den fallerede Eik Banks danske privatforretning for 365 millioner kroner, oplyser sparekassen.

Sparekassen overtager med købet cirka 87.000 kunder, og dermed vil de tidligere Eik-kunder udgøre størstedelen af Sparekassen Lollands nu mere end 130.000 kunder.

Ifølge Sparekassen Lolland støtter opkøbet den vækststrategi, man har.

- Erhvervelsen er for Sparekassen Lolland en naturlig videreførelse af strategien om at styrke og udbygge Sparekassen Lollands dækning og kompetencer - en strategi, der blev initieret med erhvervelsen af Finansbanken i 2005, skriver sparekassen i meddelelsen og tilføjer:

- Sparekassen Lolland udbygger således med erhvervelsen sin profil som en attraktiv finansiel partner for nuværende og potentielle kunder - og sikrer med erhvervelsen en af Danmarks bedste internetbaserede bankløsninger.

Men det koster at vokse.

Derfor vil sparekassen i første halvår af 2011 gennemføre en aktieemission for at "styrke kapitalgrundlaget for fremtidig vækst".