Assange fejrede friheden med en Martini

Wikileaks-stifteren har samme smag i drinks som James Bond - han undrer sig over, at det var briterne, som ikke ville slippe ham løs og ikke svenskerne

Julian Assange fejrede sin løsladelse sammen med venner og en stor dry Martini på Frontline Club. (Getty Images)
Julian Assange fejrede sin løsladelse sammen med venner og en stor dry Martini på Frontline Club. (Getty Images)

Den 39-årige australier Julian Assange, stifter af Wikileaks, gik direkte fra Londons pompøse Royal Court og til en lukket julefest, da han torsdag blev sat fri mod kaution efter ni dage bag tremmer i Wandsworth-fængslet.

Assange, som stadig kræves udleveret til Sverige for at forklare sig om flere tilfælde af påståede sexovergreb i august i år, må vente til det nye år med at få at vide, om de britiske myndigheder vil overlade ham til svenskerne. Sveriges anklagemyndighed havde fået udstedt en international arrestordre på ham, og det var på den baggrund, at Assange for halvanden uge siden henvendte sig på en politistation i London og lod sig anholde.

Den delvise husarrest
Nu kan australieren holde jul på et luksuriøst landsted, hvor en af hans støtter har lovet at holde ham i delvis husarrest, indtil udleveringssagen kommer for retten i januar.

Vilkårene for løsladelse blev ganske stramme - Assange skal være i hovedbygningen på velgøreren Vaughan Smiths herregård i bestemte tidsrum hver dag, hans pas er inddraget, han skal bære elektronisk fodlænke, og han skal melde sig til politiet hver dag. Frygten for, at Assange vil gøre sig usynlig efter løsladelsen, har været stor.

Bartenderen var forberedt
Men i de fritimer, som Wikileaks-stifteren har nået at have, har han blandt andet været til en lukket julefest med blandt andre journalister i Frontline Club. Frontline Club i bydelen Paddington var stedet, hvor Assange holdt til i det tidsrum, hvor han var eftersøgt, og den er grundlagt i 2003 af sammen Vaughan Smith, som bliver Assanges husvært på landstedet i den kommende tid.

Mirror.co.uk fortæller i dag, hvordan Assange mindre end en time efter løsladelsen dukkede op til festen, hvor bartenderen allerede havde en drink parat:

En stor James Bond-agtig dry Martini med to oliven.

- Lækkert, sagde Assange på spørgsmålet om, hvordan den første drink efter fængslet smagte. - Frihed smager godt!

Vagter og medfanger støttede
- Jeg var været i et sort hul i en uge. Jeg havde ikke adgang til aviser, men fængselsbetjentene og de indsatte har virkelig støttet mig. Jeg blev holdt i isolation, hvilket ikke var mit valg, så jeg går ud fra, at det var et krav fra myndighederne, fortalte Assange videre.

Et kontroversielt emne i den britiske diskussion om Julian Assange er, at det ikke - som man umiddelbart skulle tro - var de svenske myndigheder, som modsatte sig tirsdagens retsafgørelse af, at Assange kunne sættes fri mod kaution. Det var den britiske anklagemyndighed, CPS.

Har Cameron blandet sig?
Forlydender vil vide, at det er selveste premierminister David Cameron, som har blandet sig, og at det skete, fordi amerikanske myndigheder gerne vil have fingre i Julian Assange på grund af Wikileaks' offentliggørelse af tusinder af fortrolige diplomatiske indberetninger fral USA's diplomater verden over - mange af dem holdt i ikke specielt diplomatiske vendinger.

I kommentarer skældes Cameron ud for at optræde som amerikanernes puddelhund!

- Jeg er overrasket over, at CPS ønskede at holde mig indespærret. Det er meget usædvanligt, sagde Julian Assange til julefesten torsdag aften. - Jeg har vrede nok i mig til 100 år. Jeg har været gennem et helvede.

Sverige: Det var ikke os
Karin Rosander, chef for den svenske anklagemyndighed, har bekræftet, at Sverige ikke har haft noget at gøre med kravet om at få tirsdagens kendelse om at løslade Assange mod kaution prøvet ved en højere retsinstans.

- Beslutningen er truffet af den britiske anklager. Jeg fik den bekræftet fra CPS. Den svenske anklager har ingen adgang til at træffe beslutninger i Storbritannien, siger hun.

Dommeren i den appelinstans, High Court, som stadfæstede løsladelseskendelsen, gjorde det i øvrigt i sin afgørelse klart, at han anser det for sandsynligt, at Sverige ender med at få Assange udleveret.

1 af 3 Det var i disse pompøse omgivelser i Royal Court of London, at appelretten High Court torsdag traf sin afgørelse om at sætte Julian Assange på fri fod. Her taler Wikileaks-stifteren til sine tilhængere lige efter retsmødet. (Foto: Getty Images)
2 af 3 Vaughan Smiths statelige landejendom, Ellingham Hall, hvor Julian Assange skal opholde sig i en slags husarrest. (Foto: AP)
3 af 3 Julian Assange fejrede sin løsladelse sammen med venner og en stor dry Martini på Frontline Club. (Getty Images)