Astronomiske beløb svindlet via klubværelse på Amager

26 millioner kroner om dagen: Dansk firma spiller nøglerolle i global svindelsag med kvoter

Det er her i et klublokale på Arne Jacobsens Alle på Amager, at Eboa Thomas arbejdede. (Foto: Benjamin Kürstein)
Det er her i et klublokale på Arne Jacobsens Alle på Amager, at Eboa Thomas arbejdede. (Foto: Benjamin Kürstein)

Flere millioner kroner er dagligt trillet gennem et ydmygt klubværelse på Amager i den gigantiske momssvindel med CO2-kvoter via det skandaleramte, danske kvoteregister.

Manden bag svindlen i klubværelset er en Eboa Thomas, der i forvejen mistænkes for at stå bag millionbedragerier i Danmark.

Kriminalpolitiet har længe gerne villet tale med Eboa Thomas om mange andre former for svindel, men det er ikke lykkedes myndighederne at komme i kontakt med ham.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, hvordan den mistænkte svindlers danske firma, TBE Cargo ApS, er helt centralt i en omfattende svindel med CO2-kvoter for op til 26 millioner kroner om dagen.

Ingen risiko
Firmaet var indregistreret i Eboa Thomas' klubværelse på adressen Arne Jacobsens Allé 11, 7. sal, Amager.

Ekstra Bladet er i besiddelse af dokumenter, der beskriver firmaets rolle i svindlen. Dokumenterne er fra Eboa Thomas' kumpan, østrigeren Gerhard Stefan.

' Ved daglig levering fra begyndelsen vil vi starte småt med 50.000 kvoter om dagen', skriver Gerhard Stefan i en mail.

Kvoter handles for lidt over 100 kroner på det internationale kvotemarked.

' Efter en uge vil vi gå efter 100.000 kvoter dagligt! Op til 250.000 kvoter dagligt i så lang tid vi kan. Der er ingen risiko, for du køber udenfor EU og sælger til Europa, til dine naboer, til Danmark!', fortsætter Gerhard Stefan.

Den omfattende svindel blev sat op til at køre via skyggebanken Technologies Savings and Loans, der stadig er godkendt som CO2-handler i det danske kvoteregister.

Svindlen fortsætter
Ekstra Bladet har i en lang række artikler dokumenteret, hvordan det danske kvoteregister er centrum for omfattende svindel med CO2-kvoter. Europol anslog for et år siden, at der i løbet af blot halvandet år er blevet stjålet 38 milliarder kroner.

Svindlen foregår stadig.

Så sent som i sidste uge lukkede hele det italienske marked på baggrund af omfattende, mistænkelige handler.

TBE Cargo ApS var registreret i det danske kvoteregister, men blev lukket ned efter en omfattende oprydning i det danske kvoteregister på baggrund af Ekstra Bladets afsløringer.

Det danske register var verdens største af sin art med 1256 kontohavere. I dag er der 140 tilbage, heriblandt den skyggebank, der fungerer som platform for svindlen.

Flyttede adresse til Søborg
Eboa Thomas har tidligere begået sig som særdeles aggressiv annoncehaj og mistænkes for at stå bag millionbedragerier i Danmark.

Da klubværelset på Amager blev lidt for hedt, flyttede han sin folkeregisteradresse ud til en lejlighed i Søborg.

Ejeren af lejligheden har aldrig hørt om Eboa Thomas eller hans selskaber.

Eboa Thomas er belgisk statsborger, men har i en årrække boet i Danmark. Han har deltaget i flere handler med CO2 via skyggebanken Technologies Savings and Loans. I svindlen med CO2 har Eboa Thomas fungeret som dansk kontaktperson for bagmanden Gerhard Stefan, der bor i Dubai.

Et andet af papirerne viser, hvordan svindlerne forsøger at holde lav profil, for at deres handler ikke skal se alt for mistænkelige ud og på den måde blive opdaget af myndighederne.

' Jeg vil forsøge at levere i dag', hedder det i en mail med kvittering på 1,8 millioner kroner for handel med kvoter.

' Men som jeg har sagt tidligere, så er det bedst at lægge en dag ind i mellem, da det er vores første handel. Så under normale omstændigheder vil jeg levere til din danske registerkonto på mandag.' Da Eboa Thomas sidste år arbejdede fra klubværelset på Amager, boede han dør om dør med en anden kvotesvindler - Tariq Yasin, der nu er forsvundet sporløst.

Tariq Yasin er med i flere selskaber i det danske kvoteregister og har forbindelse til en kvotehandler i en pakistaner-kiosk på Valdemarsgade 22 på Vesterbro i København.

En kiosk, som Ekstra Bladet besøgte sidste år i et forsøg på at få at vide, hvorfor kioskens ejer var tilmeldt som kvotehandler i Danmark.