Mærsk standser advarsler til boreplatforme

Olieselskabet Mærsk Olie og Gas stopper nu advarsler til boreplatforme om forestående besøg fra miljøfly

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Olieselskabet Mærsk Olie og Gas stopper øjeblikkeligt med at advare boreplatforme om at miljøfly fra staten er på vej. Det oplyser DR. Beslutningen hos Mærsk kommer efter omtale i dagbladet Politiken søndag af en praksis, hvor advarsler blev udnyttet til enten at justere på anlæggene eller hurtigt fabrikere en falsk rapport om et udslip, så man kom rapporter fra miljøflyene i forkøbet.

Jakob Thomasen, administrerende direktør i Mærsk Olie og Gas, forklarer til DR's netnyheder at man ændrer praksis efter kritik fra Miljøstyrelsen.

Stoppede det med det samme
- Da jeg så, at Miljøstyrelsen mener, at det er mod hensigten med overflyvningerne at vi deler den her information, så har jeg stoppet det, siger Jakob Thomasen.

Han forklarer om udmeldingerne fra Mærsks helikopterenhed i Esbjerg ud til platformene at de skulle skabe mere opmærksomhed omkring sikkerheden blandt de ansatte.

Kan justere anlæg
I Politiken forklarer flere ansatte anonymt, at advarslen gør det muligt at justere anlæggene, så eventuelle ulovlige udledninger kan bringes ned eller standses. Samtidig kan man fabrikere en falsk oliespildsrapport om at der har været et ekstraordinært uheld på platformen.

Miljøstyrelsens vicedirektør Michael Schilling finder det "meget alvorligt" at Mærsk via advarslerne går og rydder op, før miljøflyene kommer. Styrelsen vil indkalde selskabet til møde om sagen.

Må stoppe særbehandling
I miljøorganisationen Greenpeace ser man særdeles kritisk på Mærsk-selskabets opførsel.

- Dette er bare endnu en historie i rækken af Mærsks tydeligvis lemfældige omgang med havmiljøet og de love der er sat i værk for at beskyttet det, siger Hanne Lyng Winter, havbiolog ved Greenpeace, i en kommentar via en blog på internettet.

Hun mener at Miljøstyrelsen nu må stoppe en 'særbehandling' af Mærsk.

Hos Socialdemokraterne vil miljøordfører Mette Gjerskov have en redegørelse fra miljøminister Karen Ellemann (V) om miljøovervågningen til havs og risikoen for udslip.

- Hele verdens øjne hviler på olieindustrien efter ulykken med en boreplatform i Mexico. Så lyder det ikke rigtigt at vi har en miljøovervågning, hvor vi ringer først og siger, vi er på vej, mener Mette Gjerskov.