Dansk ambassadør i Stockholm: Svenskerne tager det roligt

Svenskerne tager det ifølge Danmarks ambassadør i Stockholm roligt efter nattens selvmordsbombe

Den danske ambassadør i Stockholm, Kirsten Biering, fortæller, at stockholmerne tager det roligt efter nattens selvmordsbombe i det centrale Stockholm.

- Vi befinder os selv inde i centrum af Stockholm, og stockholmerne tager det akkurat så roligt, som statsminister Fredrik Reinfeldt netop har udtrykt håb om, at de ville gøre. Der er stor aktivitet, og alle er ude og gå i det smukke vintervejr, siger Biering.

Hun beretter dog om øget tilstedeværelse af politi både i byen og ved de store indkøbscentre.

- Men de fleste er berørte og lidt chokerede. Særlig dem der var tæt på, da det skete. Men ser man på den bredere reaktion og på bybilledet, så lægger man mærke til, at der er mere politi på gaden, siger Biering.

Læs: Bombemanden solgte fish and chips

Ambassadøren hæfter sig ved, at bombesprængningerne skete i det centrale centrum, 'hvor mange af os har boliger' og tæt ved den travle Drottningsgatan.

- Det er bekymrende og usædvanligt. Det kan ikke undgå at påvirke. Men ellers må vi stille og roligt vente på, hvad der i øvrigt må komme af oplysninger fra de svenske myndigheder, siger Biering, der tilføjer, at Sverige har været helt opmærksom på, at terrortruslen findes.

Læs: Reinfeldt maner til ro efter terror

- Svenskerne har som vi fulgt det sikkerhedsmæssige billede tæt. Men det er første gang, at der sker noget så voldsomt her. Nu er Sverige altså i en situation, hvor man bliver direkte berørt af det, som man også har oplevet andre steder, siger Biering.