Skat strammer grebet om skyldnere

Skats pantefogeder har sat fuld fart på en indsats for at kradse penge ind hos borgere i restance

Mange tusinde danskere har de seneste måneder været i særlig tæt kontakt med Skat, fordi de i lang tid har skyldt penge til det offentlige. Skat har været i offensiven, fordi kravene ellers bliver forældet ved årsskiftet, oplyser Skat.

Inden for det seneste halve år vil man have været igennem 56.000 sager, der ellers havde været forældet. I alt drejer sagerne sig om en gæld på hele seks milliarder kroner.

10.000 har fået besøg
10.000 skyldnere har haft besøg af pantefogeder, mens 15.000 har erkendt deres gæld og gået med til en betalingsordning.

- Danskernes gæld til det offentlige er steget de senere år. Det er utilfredsstillende for en skatteminister, siger skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Han vil til næste år styrke indsatsen yderligere ved at sætte 150 ekstra medarbejdere på opgaven.

Farvel til 133 millioner
Ikke alle pengene kommer hjem. Sager til ca. 75 millioner kroner var allerede forældet, da Skat fik set på dem. Desuden har man afskrevet 58 millioner kroner, fordi skyldnerne ikke har betalingsevne. I alt er der altså sagt farvel til 133 millioner kroner.

Troels Lund Poulsen finder det utilfredsstillende at måtte opgive mange millioner kroner på grund af sager, der er nået at blive forældet.

- Det må ikke ske igen. Det har jeg sagt klart og tydeligt, og Skat har sikret sig mod en gentagelse ved at tilrettelægge processerne på en anden måde, siger Troels Lund Poulsen.