Kommuner investerer i DR Congo og Pakistan

Flere kommuner har risikable obligationer i en række problematiske lande som DR Congo og Pakistan. Indenrigsministeren løfter pegefingeren over for kommunerne

En række danske kommuner investerer flere hundrede millioner kroner i risikable højrenteobligationer og er dermed med til at støtte problematiske lande som DR Congo og Pakistan.

Det viser en undersøgelse, som avisen Kommunen har foretaget. I alt 21 ud af 75 undersøgte kommuner har investeringer for omkring en halv milliard kroner i udenlandske stats- og virksomhedsobligationer.

Syv kommuner har statsobligationer i DR Congo, som FN i oktober kritiserede for at have regeringssoldater, der voldtager og dræber civile og foretager plyndringer i den østlige del af landet.

10 kommuner har statsobligationer i Pakistan.

Vejen kommune har eksempelvis for omkring 24 millioner kroner i højrenteobligationer. Både DR Congo og Pakistan indgår i kommunens portefølje, og det vil borgmester Egon Fræhr (V) nu se nærmere på, siger han til avisen Kommunen.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) regner med, at de danske kommuner udviser ansvarlighed, når de investerer borgernes skattepenge.

- Jeg forventer selvfølgelig, at kommunerne lever op til kravet om økonomisk ansvarlighed og i øvrigt følger de gældende regler i den kommunale styrelseslov om placering af likvide midler, siger Bertel Haarder til Kommunen.

- Og jeg er sikker på, at borgerne i de enkelte kommuner også har klare forventninger både til de etiske overvejelser og den økonomiske ansvarlighed hos landets kommunalbestyrelser, siger han.