USA-ambassadør forsvarer sig mod WikiLeaks

Uanset hvad lækkede dokumenter fra den amerikanske ambassade i København viser, så vil forholdet til Danmark forblive tillidsfuldt, siger ambassadør Laurie Fulton

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie Fulton, forsikrer om, at forholdet mellem USA og Danmark fortsat vil være baseret på partnerskab og tillid, uanset hvad lækkede dokumenter fra ambassaden vil vise, når WikiLeaks frigiver dem.

- Mens jeg ikke kan kommentere indholdet eller autenticiteten i ethvert telegram, som må formodes skrevet af den amerikanske ambassade i København, så kan jeg stå inde for den professionalisme, som amerikanske diplomater på denne ambassade har udvist i udførelsen af deres arbejde, siger ambassadøren.

Det drejer sig ifølge WikiLeaks om 297 dokumenter fra den amerikanske ambassade i København.

Ifølge det tyske ugemagasin Der Spiegel er de fleste af dokumenterne sendt i 2009, hvor Venstre-statsministeren Anders Fogh Rasmussen blev udpeget til NATO's generalsekretær, og hvor Danmark holdt et mindre vellykket klimatopmøde.

Laurie Fulton siger, at hun beklager WikiLeaks' offentliggørelse af diplomatiske meddelelser, men "jeg har tillid til, at partnerskabet og tilliden mellem vore lande vil opretholdes i uformindsket omfang".

WikiLeaks samarbejder i Danmark med dagbladet Information om offentliggørelse af dokumenterne.

USA's forrige ambassadør i København, James Cain, siger til en tv-station i North Carolina, at han har skrevet nogle af de 297 dokumenter, blandt andet om den danske indsats i Afghanistan, og hans "oprigtige analyse af kommende danske politiske ledere".

Han kalder offentliggørelsen af dokumenterne højforræderi.