Grise mishandles med kæder og metalrør

Slag med brædder, kæder, metalrør eller svensknøgler er virkeligheden for Danmarks slagtesvin. En fejl i opgørelsen betød, at der kun blev optalt 40 sager om mishandling sidste år, selvom der var nær ved 300

Slag med kæder og metalrør er visse steder normal procedure, især når grisene skal læsses på transporten til slagteriet. (Polfoto)
Slag med kæder og metalrør er visse steder normal procedure, især når grisene skal læsses på transporten til slagteriet. (Polfoto)

Alle sager om vanrøgt, vold og uetisk behandling af landbrugsdyr i 2008 og 2009 skal gennemgås forfra, efter at Fødevarestyrelsen har fejlopgjort antallet af mishandlede slagtesvin sidste år med over 700 procent. Det skriver Politiken mandag.

Fejlen i tallene betyder, at landbrugsminister Henrik Høegh (V) op til et samråd i Folketinget i juni fejlagtigt roste landbruget for en stor nedgang i volden mod dyrene fra 240 politianmeldelser i 2008 til kun 40 i 2009. Men manglende indberetninger fra kødkontrollen på slagterierne og fejl i selve styrelsen betyder, at antallet af voldssager, som krævede politianmeldelse, i stedet var 311 i 2008 og 291 i 2009, skriver Politiken.

Det er ofte under transporten, at slagtesvinene bliver mishandlet, så der kommer blødninger, åbne sår og dødt væv på kroppene i en grad, at kødet bliver usælgeligt.

- De seneste år har vi set, at antallet af slagskader er steget kolossalt til et helt uacceptabelt niveau, siger Henrik Elvang Jensen, der er professor i Veterinær Sygdomsbiologi på Københavns Universitet.

Fejl på fejl i opgørelser
- Det foregår typisk med metalrør, kæder og brædder. Vi har dog også set aftryk efter svensknøgler og lignende, siger Henrik Elvang Jensen til Politiken.

De mange fejl i indberetningerne får Fødevarestyrelsen til at frygte, at den også har fejlopgjort andre problemer med dyrevelfærd de seneste år, blandt andet i en rapport om dyrevelfærd fra 2008, som ellers tydede på færre alvorlige overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

Dermed frygter Fødevarestyrelsen fejl i to års registreringer af problemer helt fra landbrugsproduktionerne, over transporten og ind på slagterierne, hvor kødkontrollen syner dyrene ved slagtningen.

- Vi skal igennem mange hundrede sager. Vi er først nu ved at få et overblik over, hvordan vi skal gøre det, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Per Henriksen til Politiken, som endnu ikke vil nærmere ind på, hvordan fejlene er opstået, eller om de går endnu længere tilbage end 2008.

Socialdemokraternes fødevareordfører Bjarne Laustsen har sammen med SF og Enhedslisten kaldt fødevareminister Henrik Høegh i samråd efter sommerferien på baggrund af den store regnefejl i opgørelsen af maltrakterede svin.

- Vi kan stå med et langt større problem, end vi tror, og det skal vi have klarlagt, siger Bjarne Laustsen til Politiken.

Fødevarestyrelsens kulegravning skal ligge færdig til september.

1 af 2 Transporten til slagteriet er et rent helvede for mange danske svin. (Foto: Eurogroup for Animal Welfare)
2 af 2 Slag med kæder og metalrør er visse steder normal procedure, især når grisene skal læsses på transporten til slagteriet. (Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere