Danmarks første autistklasse får hue på

Den første gymnasieklasse af personer med aspergers syndrom har fået studenterhuen solidt plantet på hovedet. Deres karakterer er højere end gennemsnittet

- Jeg er lidt af en perfektionist, så hvis jeg ikke kun får 12-taller, så er det ikke helt godt.

Ordene kommer fra Kasper Møller Hald, 21 år og nybagt student på fra Høje Taastrup Gymnasium, hvor han har gået i den første aspergerklasse i Danmark.

Han fik ikke kun 12-taller, så hvordan det gik, vil han ikke helt ud med. Til gengæld kan han glæde sig over, at aspergerklassens samlede karaktergennemsnit er højere end de fleste andre klassers.

Aspergers syndrom er en udviklingsforstyrrelse, der særligt viser sig i børn og unges kontakt med andre mennesker. Den kan opfattes som en mildere form for autisme og diagnosticeres oftest ved 5-10 års alderen.

- De er ofte meget perfektionistiske og meget dygtige til naturvidenskabelige fag, fortæller Ena Ørum Mogensen.

Hun er en stolt lærer for afgangsklassen, der består af syv drenge.

Læreren står i aspergerklassens lokale, der er indrettet med separate arbejdspladser, hvor eleverne kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.

Hver plads er afskærmet fra den næste af en smal, aflang firerums Ikea-reol i en lys træfarve. I reolen står sirligt opstillede mapper i rød, blå, grøn og sort.

- Vi er nok ikke så meget de der festtyper. Det er nok den største forskel mellem vores klasse og de andre elever, vurderer Kasper Møller Hald.

Der er fem gange så mange drenge som piger med aspergers syndrom, og de er almindeligt til højt begavede. Ofte bliver de dog tabt af et uddannelsessystem, der ikke er indrettet efter deres behov.

Kasper Møller Hald har tidligere forsøgt sig på HTX.

- Uden den her klasse havde mit eneste alternativ været at fortsætte der, men det fungerede ikke socialt, så jeg var nok droppet ud. Så var jeg nok bare kommet på kontanthjælp eller havde arbejdet i Netto, funderer han, der nu vil læse til ingeniør.

0 kommentarer
Vis kommentarer