Forhadt knivlov lempes

Anklagemyndigheden bløder op i fortolkningen af Folketingets omstridte knivlov. Spejdere, fiskere og håndværkere må godt gå med kniv

Rigsadvokaten har netop lempet den forhadte knivlov, så blandt andet spejdere nu igen lovligt kan bære kniv. (Foto: Jan Sommer)
Rigsadvokaten har netop lempet den forhadte knivlov, så blandt andet spejdere nu igen lovligt kan bære kniv. (Foto: Jan Sommer)

Spejdere, fiskere, håndværkere og andre får nu lov til at gøre, som de altid har gjort uden at få en bøde eller blive sendt i fængsel.

De vil ikke blive straffet, hvis de går rundt med en kniv på et offentligt sted, når de er på vej til spejderlejr, skal ud at fange fisk eller tager hjem fra arbejde.

Det gælder også de mennesker, der vover at tage kniv med under skovturen eller vandreturen, oplyser landets øverste anklager, Rigsadvokaten.

Folketingets omstridte knivlov volder politiet og anklagerne så mange problemer, at Rigsadvokaten netop har måttet lave en ny gennemgang af de mange situationer, hvor danskere går eller kører med kniv.

Fiskere, håndværkere og spejdere må godt lovligt 'gøre ophold' undervejs med deres knive, 'hvis dette ud fra en samlet vurdering af omstændighederne må anses for rimeligt,' hedder det.

Rigsadvokaten har også tænkt på folk, der er på indkøb, og som har sikret sig en ny kniv til husholdningen.

De slipper for bøde og fængsel, selv om de lader kniven ligge i en taske eller i bilen, mens de foretager andre ærinder, lyder meldingen.

Men det vil altid være strafbart at have en kniv med til sportskampe, og det er også udgangspunktet, når en håndværker for eksempel går på restaurant og glemmer, at han har en arbejdskniv i lommen.

Straffen er enten bøde på 3000 kroner eller fængsel i syv dage i førstegangstilfælde.

Folketingets regel om minimumstraf for at bære kniv har udløst stor debat. I principielle retssager i Højesteret i december idømte dommerne to unge mænd bøde i stedet for fængsel.

I 2008 bestemte de folkevalgte, at fængsel skulle være den altovervejende hovedregel. Men det var egentlig ikke det, de mente, har rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen senere konkluderet.

I Weekendavisen har han skrevet, at forløbet viser, hvor vigtigt det er, at lovgivningen overlader 'et pænt spillerum for den sunde fornuft til domstole og anklagemyndighed.'

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen