Nysgerrige går oven på strandet hval

Mindst én person har været oppe på ryggen af den strandede finhval i Vejle Fjord. Folk går ud til dyret i lavvande, men det er livsfarligt, advarer politiet

En ung mand af polsk afstamning kan ikke dy sig for at svømme ud og kravle rundt på det store dyr. (Foto: Denner Photo v. Dennis Risager)
En ung mand af polsk afstamning kan ikke dy sig for at svømme ud og kravle rundt på det store dyr. (Foto: Denner Photo v. Dennis Risager)

Flere nysgerrige benyttede onsdag aften lavvandet til at vade ud til den strandede finhval i Vejle Fjord. Mindst én person har været oppe på ryggen af hvalen, oplyser Sydøstjyllands Politi i Horsens.

På billedet er det en polsk mand, der har forvildet sig ud til den enorme hval.

Men det er forbundet med livsfare at nærme sig den 15-20 meter lange finhval, advarer politiet.

- Folk går ud i våddragter for at klappe den, og en eller flere har været oppe at ride på den, men den vejer angiveligt over 20 ton, og det kan være livsfarligt, siger vagtchef Jesper Duus i Sydøstjyllands Politi.

Politihjemmeværnet har derfor sat en båd i vandet for at holde folk væk fra dyret. Politiet har også sørget for at oprette en afspærring på stranden, hvor de nysgerrige bliver advaret om at holde sig på land.

- Vi må på det kraftigste advare imod, at man nærmer sig hvalen. Desuden skal den have lov til at være i fred, siger Jesper Duus.

1 af 2 
2 af 2 En ung mand af polsk afstamning kan ikke dy sig for at svømme ud og kravle rundt på det store dyr. (Foto: Denner Photo v. Dennis Risager)
0 kommentarer
Vis kommentarer