16-årig i havsnød: Jeg ved, hvad jeg gør

Abby Sunderland, som måtte opgive solo-jordomsejling efter havsnød i Det Indiske Ocean, fosvarer sine forældre - se hende fortælle på video

Abby Sunderland i magsvejr på båden 'Wild Eyes'. Hun er ikke som andre teenagere, understreger hun efter sin redning fra det havarerede skib. (Foto: AP)
Abby Sunderland i magsvejr på båden 'Wild Eyes'. Hun er ikke som andre teenagere, understreger hun efter sin redning fra det havarerede skib. (Foto: AP)

- En masse mennesker bedømmer mig ud fra de standarder, de har for deres egne teenage-børn og teenagere, som de kender, og så tænker de: Hun er præcis ligesom dem. De fatter ikke, at jeg har sejlet hele mit liv, og at jeg faktisk ved, hvad jeg foretager mig derude.

Abby Sunderland, 16, kom i går i land efter at være reddet fra sin sejlbåd, den 11 meter lange 'Wild Eyes', som var havareret efter mødet med en monsterbølge i Det Indiske Ocean.

Reddet af fransk fiskerbåd
Pigen, som er fra Californien, USA, var på vej alene rundt om jorden, da sejladsen gik galt sidste torsdag. Abby udsendte nødsignal fra båden, efter at satellitforbindelsen var røget.

Stedet, hvor Abby havarerede, var mindst 600 kliometer fra nærmeste skib, oplyste familien på det tidspunkt. Men lørdag lykkedes det en fransk fiskerbåd at bjærge pigen, som var lokaliseret i en inters eftersøgning under medvirken af ikke mindst australske redningsstyrker. Abby havde, da hun blev reddet, været på havet i fire en halv måned, dog med et par afbrydelser med reparationer i havn.
Læs Abbys blog om sejladsen og redningen

Forsvar for forældrene
Straks efter, at Abby var i sikkerhed, forsvarede hun forældrene, som havde givet hende lov til at sejle ud alene, og som har været kritiseret for at ville udnytte sejladsen kommercielt.

- Uvejr - det er den risiko, man løber, når man sejler verden rundt, sagde Abby til telegrambureauet AP. - Jeg var klar til det, og det vidste mine forældre, at jeg var. Det, jeg er mest ked af, er, at jeg må opgive min drøm, men jeg havde ikke rigtig noget valg. Jeg var afgjort klar, og jeg kunne afgjort have genneført det.

I et interview med amerikansk tv's stjerne-interviewer Larry King sagde Abbys far, Laurence Sunderland, i mandags, at der ikke, som kritikken har lydt, er planer om noget reality-show om datterens eventyr. Men der var dog flere tv-kameraer ombord på 'Wild Eyes'.

Jeg kommer verden rundt
Uanset, om der kommer nogen tv-serie ud af Abbys eventyr, agter pigebarnet at blive ved med at sejle.

- Jeg elsker det lige så meget som den dag, jeg tog afsted, og jeg vil afgjort blive ved med at sejle. Jeg håber, at jeg en dag kommer til at sejle verden rundt. Det har været min drøm og mit mål i årevis. Jeg ved ikke, hvornår og hvordan det bliver, men jeg er ret sikker på, at jeg kommer verden rundt en dag, sagde Abby til AP.

Se flere videoer om Abbys eventyr
Der er intens jagt på rollen som verdens yngste jordomsejler. Abby Sunderlands bror, Zac, var den næstyngste nogensinde, da han sejlede verden rundt i fjor.

16-årig solosejler kom rundt
Men så sent som 15. maj landede Jessica Watson i Sydney i sit hjemland, Australien, efter at hun havde været på havet siden 18. oktober 2009. Hun sejlede ud fra Sydney og krydsede først Stillehavet, så Atlanten og til sidst Det Indiske Ocean. Jessica kom hjem tre dage før sin 17 års fødselsdag.

Abby Sunderland fylder 17 i oktober og ville derfor, hvis hun havde gennemført sin sejlads, formentlig have fået pladsen i toppen (eller bunden...) af alderslisten over solosejlere, som har været jorden rundt.

1 af 2 Abby Sunderland, i rød jakke, blev reddet ombord på denne franske fiskerbåd, da hendes egen båd var havareret i uvejr i Det Indiske Ocean'. (Foto: AP)
2 af 2 Abby Sunderland i magsvejr på båden 'Wild Eyes'. Hun er ikke som andre teenagere, understreger hun efter sin redning fra det havarerede skib. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer