Ansatte på genbrugsstation trues med vold

Det kan være farligt at arbejde på en genbrugsstation. De ansatte overfuses og trues med vold, når de skal forhindre 'kunderne' i at stjæle fra containerne

Det kan være farligt at være ansat på en genbrugsstation og tage imod folks affald. Nogle 'kunder' fristes til at tage ting med sig imod reglerne, og det kan føre til verbale trusler og vold, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Episoder med truende kunder er blevet dagligdag for de ansatte mange steder. Og problemet er blevet værre, lyder det fra RenoSam, en sammenslutning af 41 kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber og modtagestationer.

- Det er specielt et problem, hvis borgere vil tage jern, kobber og andet af værdi med sig. De kører uhæmmet en kassevogn op, hvorefter der læsses ind, siger seniorkonsulent Niels Remtoft fra Reno-Sam.

Seniorkonsulenten understreger, at der ikke sker sammenstød hver dag - men det fylder meget hos dem, det går ud over.

- Vore medlemmer tager dette meget alvorligt, og flere af dem har taget kurser i, hvordan man takler disse episoder, siger han til magasinet.

Hos Genbrug og Affald i Silkeborg uddannes medarbejderne til at håndtere vanskelige kunder. Her har man omkring 400.000 biler årligt på genbrugspladsen.

- Egentlig vold og trusler på livet er sjældne, og i disse tilfælde går vi til politiet. Det sker vel 1-2 gange om året, mens der årligt er 5-10 andre grove tilfælde, som vi selv kan klare, siger driftschef Karsten Søndergaard.

Kurset i Silkeborg handlede ikke kun om at undgå voldelige og truende situationer - de ansatte lærte også at kommunikere, at aflæse og bruge kropssprog og at afbøde en truende konflikt.

Genbrugspladserne landet over sorterer og sender materialer videre til genanvendelse. Tager kunderne uden tilladelse ting med sig, er der tale om tyveri, som de ansatte skal forhindre.

0 kommentarer
Vis kommentarer