Blokade spærrer for legetøj til Gaza

Israel tillader fortsat ikke, at ting som legetøj, musikinstrumenter og krydderier indføres i Gaza, selv om de ikke kan bruges militært, siger rettighedsgruppe

Israels militær forhindrer stadig indførsel af en række basale varer som eddike, koriander, ingefær, papir og legetøj til Gazastriben som et led i en omfattende embargo mod Hamas-bevægelsen, der har magten i den palæstinensiske enklave.

Det minder menneskerettighedsgruppen Gisha om i en ny rapport, som gør status efter tre års blokade. Ifølge rapporten tillader Israel kun indførsel af 97 forskellige varer til Gaza mod mere end 4000 inden juni 2007.

En række varer, som ikke er tilladt af de israelske myndigheder, kan alligevel findes i Gaza, fordi de smugles ind gennem tunneler fra Egypten.

Gisha påpeger, at Israel holder en lang række varer ude, som ikke umiddelbart ser ud til at have en militær brug. Det gælder blandt andet musikinstrumenter og margarine i store mængder.

- Israel forbyder indførsel af gummi, lim og nylon, der anvendes i produktion af bleer i Gazastriben, men tillader indførsel af bleer, der er produceret i Israel, skriver Gisha i rapporten.

Israel fastholder, at blokaden - der blev indført i juni 2006 og strammet et år senere, da Hamas tog magten - er nødvendig, og at de 1,5 millioner indbyggeres humanitære behov bliver mødt.

Hver måned giver Israel lov til, at 2300 vognlæs varer indføres i Gazastriben. Inden blokaden blev sat i værk var tallet 10.400.

Til sammenligning leveres der på Manhattan i New York, hvor der bor et tilsvarende antal mennesker, 30.000 vognlæs varer - hver dag.

0 kommentarer
Vis kommentarer