Selvmordsramt selskab hæver løn voldsomt

Taiwanesisk selskab, der har oplevet 11 selvmord i 2010, hæver lønnen for samlebåndsarbejdere med 70 procent. Teknologifirmaet håber det vil aflaste ansatte.

Tidligere på måneden monterede FoxConn et hegn på taget af fabriksbygningen for at forhindre medarbejdere i at hoppe i døden fra taget. (Foto:PR)
Tidligere på måneden monterede FoxConn et hegn på taget af fabriksbygningen for at forhindre medarbejdere i at hoppe i døden fra taget. (Foto:PR)

Den taiwanesiske teknologigigant Foxconn, der på det seneste har oplevet en række selvmord blandt sine ansatte, hæver nu lønnen for samlebåndsarbejdere med næsten 70 procent.

Fra 1. oktober stiger den månedlige løn for arbejderne, der blandt andet fremstiller produkter for Apple og andre store internationale mærker, fra 1200 yuan (1100 kroner) til 2000 yuan (1820 kroner).

- Lønforhøjelsen vil mindske mængden af overarbejde som en personlig nødvendighed for nogle ansatte og gøre det til et personligt valg for mange arbejdere, skriver Foxconn i en meddelelse.

11 Foxconn-ansatte har begået selvmord i 2010. En række arbejdere er sprunget ud fra vinduer og enkelte er angiveligt døde af udmattelse efter lange perioder uden fridage.

0 kommentarer
Vis kommentarer