Ny fupannonce fra LO

LO bliver nu afsløret i at lave endnu en usand annonce

I en stor annonce indrykket af LO bringes et billede af den snart 58-årige arbejdsløse pladesmed Tom fra Nordjylland. Han fortæller, at han er blevet fyret fra sit arbejde i oktober 2008.

- Jeg kan snart hverken modtage dagpenge eller gå på efterløn. Det fører formentlig til, at vi må gå fra hus og hjem, da jeg så ingen indtægt har, udtaler han i annoncen.

Men annoncen er fup, skriver bt.dk

Mister ikke retten til dagpenge
Ifølge Annette Schrum, specialkonsulent i Arbejdsmarkedsstyrelsen, er det ikke rigtigt, at Tom snart mister sin ret til dagpenge og efterløn på grund af dagpengeperioden nu bliver halveret.

Tom har nemlig ret til to års dagpenge fra den 1. juli 2010, hvor den nye lov træder i kraft, og hvis han har betalt ind til efterløn, så har han er på grund af sin alder sikret dagpenge, til han kan komme på efterløn.

- Hvis Tom fortsat er ledig og kan opfylde kravene for ret til efterløn, når han fylder 60 år, vil hans ret til dagpenge og efterløn ikke blive berørt af afkortningen af dagpengeperioden. Han vil have ret til dagpenge, indtil han fylder 60 år og vil herefter kunne gå på efterløn, siger Annette Schrum til bt.dk.

LO's formand, Harald Børsting, har ikke besvaret bt.dks opkald.

Ikke første gang
Annoncen med Tom fra Nordjylland er en del af en kampagne mod regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan.

I weekenden havde LO også annoncer i landets aviser med store billeder af en kvinde ved navn Maria, der skal forestille en arbejdsløs kontorassistent med familie, som har svært ved at få hverdagen til at løbe rundt og nu frygter at miste sine dagpenge.

I virkeligheden sagde 27-årige Maria Winter Steffensen 1. januar selv op fra sit faste arbejde som kontorassistent i Aalborg Kommune for at flytte sammen med sin kæreste i Aabenraa, har B.T. afdækket.

Hun har heller ingen børn, men bor alene med sin kæreste.

0 kommentarer
Vis kommentarer