Låsby-Svendsens ejendomme umulige at sælge

Halvdelen af den fallerede handelsmands ejendomme ryger på tvangsauktion

Låsby-Svendsen gik konkurs, fordi skattevæsenet mener at have op imod 43 millioner til gode hos ham. (Foto: Ole Steen)
Låsby-Svendsen gik konkurs, fordi skattevæsenet mener at have op imod 43 millioner til gode hos ham. (Foto: Ole Steen)

Tvangsauktionerne over Låsby-Svendsens ejendomme er så mange, at kurator, Kammeradvokaten, har måttet hyre hjælp til at afvikle dem over de næste par måneder.

Det skriver Midtjyske Medier.

Hele 54 ejendomme har været umulige at sælge i fri handel, og derfor ryger de nu på tvangsauktion, så konkursboet efter Låsby-Svendsen kan få kontanter til at betale den skattegæld, som fik Låsby-Svendsen til at gå konkurs i sommeren 2009.

- Vi har fundet købere til seks ejendomme, så konkursboet er stadig den glade ejer af en række ejendomme, lyder det fra Boris Frederiksen, der er advokat hos Kammeradvokaten.

Helt præcis drejer det sig om 111 usolgte ejendomme, hvoraf hovedparten ligger i den midtjyske region.

Låsby-Svendsen gik konkurs, fordi skattevæsenet mener at have op imod 43 millioner til gode hos ham. Tidligst i 2011 har Kammeradvokaten en afslutning på sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer