Katolsk præst anklaget for pædofili

Tidligere messedreng står frem: Hillerød-præsten Hans Esmark lærte mig oralsex

Hillerøds katolske sognepræst, Hans Esmark, på jobbet. Han afviser sexanklagen, men er sendt på orlov. (Privatfoto)
Hillerøds katolske sognepræst, Hans Esmark, på jobbet. Han afviser sexanklagen, men er sendt på orlov. (Privatfoto)

Hans Esmark, Hillerøds 66-årige, katolske sognepræst, er sendt på orlov efter anklager om sexmisbrug af en 13-årig messedreng for 30 år siden.

Han er den ene af de to præster, som ifølge Den Katolske Kirke i Danmark er sat midlertidigt fra bestillingen i konsekvens af de efterhånden 22 sexanklager mod katolske præster.

Det bekræfter læge Keld Bernt Lauritsen, der er formand for det katolske menighedsråd i Hillerød.

Den anden er katolikkernes sognepræst i Slagelse, Stephen Holm, 66, der også beskyldes for sex med en messedreng. Han har sygemeldt sig, og anklagerne undersøges af politiet.

Tror på præsten
– Hans Esmark har (efter eget ønske, red.) orlov efter aftale med biskoppen, fordi han ikke ønsker at problematisere den uvildige advokatundersøgelse, kirken har iværksat, siger Keld Bernt Lauritsen til Ekstra Bladet.

Han tror ikke på anklagen.

– I de mange år, Hans Esmark har været i Hillerød, er der mig bekendt ingen i menigheden, der har hørt noget negativt om ham. Så vi har tiltro til, at vi ser ham igen og glæder os til det.

– Hvordan kan I, i betragtning af de mange dokumenterede overgreb i Den Katolske Kirke globalt, nære en så skråsikker tillid?

– Esmark er simpelthen en person, som vi ikke kan forestille os forløbe sig, siger Keld Bernt Lauritsen.

Anklagen mod Hans Esmark kom fra ’Peter’, der i dag er i 40’erne, i Berlingske Tidende 9. april: Da han var 13, bød præsten ham på vin og kyssede ham, mens begge havde bar overkrop.

Klar til at vidne
Et par år senere inviterede præsten ham i sin seng og lærte ham, hvordan han skulle give sin præst mundsex, forklarede ’Peter’ i Berlingske Tidende.

Politiet ved, hvem ’Peter’ er. For en del år siden afviste politiet at efterforske sagen, fordi den allerede var forældet, men noterede hans navn, så han kunne bruges som vidne, hvis der dukkede sager op, som ikke var forældede, oplyser han.

Vil renses af politiet
Hans Esmark ønsker ikke at tale med Ekstra Bladet. Få minutter efter vores henvendelse ringede hans advokat, Dorthe Fuglsang, og oplyste, at Hans Esmark ’tager afstand fra de anklager, der er fremsat’.

Hun har opfordret Københavns Politi til at tage sagen op og lovet, at Hans Esmark i givet fald er rede til at medvirke i en undersøgelse for at blive renset.