Sådan har Carina det i dag

Pigen nægtede at dø: Nu løber, cykler og rider hun helt uden hjælp

Carina  har det rigtig godt i dag. Foto: Ole Frederiksen
Carina har det rigtig godt i dag. Foto: Ole Frederiksen

- Carina har det fantastisk. Hun har udviklet sig yderst positivt og kan stort set klare sig selv i dag.

Kim Melchior fra Mørke er far til Carina - den dengang 19-årige kvinde, der blev kendt som ’pigen der nægtede at dø’ efter at lægerne havde slukket for hendes respirator.

Se også: Massive lægefejl i Carina-sagen

Halvandet år efter trafikulykken og lægernes stærkt kritiserede ’dødsdom’ - er Carina nu virkelig på sporet mod en bedre fremtid.

- Jamen, hun har for nylig været med til at løbe Søndersø rundt i strid storm. Det er en strækning på seks kilometer, så hun er fysisk ved at være med igen, beretter den glade far.

Har fået helt ny lejlighed
Carina bor stadig på genoptræningscenteret Østerskov ved Hobro, hvor hun har fået egen lejlighed med tekøkken og har omgang med jævnaldrende.

I denne weekend er hun hjemme hos forældrene i Mørke.

- Det har ikke været særlig livsbekræftende at være anbragt som det eneste unge menneske blandt ældre og meget syge mennesker, siger Carina. (Foto: Ole Frederiksen) Samfund - 27. okt. 2012 - kl. 08:36 Carina: Jeg er som en baby blandt oldinge

- Vi skærmer stadig Carina for interesserede journalister, så hun ikke hele tiden skal have ribbet op i sagen. Men ellers har hun det fantastisk godt. Det har betydet meget for hende at få sin egen lejlighed, og at hun kan pjatte med andre unge.

Hvis du ikke kendte Carina på forhånd, så ville du slet ikke bemærke, at hun har været så alvorligt syg. Vi andre kan se at hun trækker lidt på det ene ben, når hun bliver træt. Men det er også alt, fortæller faderen.

Holder sig i topform
Udover at løbetræne, så cykler og rider Carina også for at holde sig i topform.

- Hun bliver kørt ud til rideskolen og hentet igen. Men ellers klarer hun sig fuldstændig selv på rideskolen. Hun har stadig sit kørekort, men har endnu ikke prøvet at køre bil efter ulykken. Så langt er vi ikke nået endnu, smiler faderen.

Kim Melchior giver personalet på Østerskov en stor del af æren for Carinas store fremskridt.

- De er fantastisk dygtige og har virkelig hjulpet. Og Carina kæmper også selv.

Hun griner og pjatter
- Hvordan har hun det mentalt?

- Godt. Hun er glad igen og griner og pjatter. Hun læser også meget. Hvis du spørger hende om noget på engelsk eller tysk, så svarer hun på samme sprog.

Hun vil jo gerne gøre sin studentereksamen færdig. Lige nu arbejder personalet på at genoptræne hendes indlæringsfærdigheder.

Hendes korttidshukommelse har været virkelig dårlig. Men den er nu kommet stærkt tilbage. Der er ingen tvivl om, at hendes viden stadig ligger på hylden. Nu skal den bare vækkes helt.

Skal lære at holde fokus
Kim Melchior tror selv på, at Carina om godt et år er nået så langt, at eksperterne på Østerskov ikke længere kan hjælpe hende.

- Hvor har Carina stadig problemer?

- Hun skal have hjælp til at holde fokus på for eksempel træningsprogrammet. Hun kan tabe tråden og glemme, hvad der er aftalt. Men det er jo småting i forhold til, hvordan hun tidligere har haft det, konstaterer den glade far.

2 kommentarer
Vis kommentarer