Mand og kvinde i opgør om lotto-millioner

Ægtepar fra Herning har ved domstolene kæmpet om en gevinst 5,6 millioner - kvinden vinder opgøret

Million gevinst endte i retten. (Foto: Danske Spil)
Million gevinst endte i retten. (Foto: Danske Spil)

En lotterigevinst på 5,8 millioner kroner burde være en glæde, men kan også få selv de bedste ægteskaber til at knirke.

Således i Herning, hvor et par ikke alene blev skilt, men også i seks år har kæmpet om retten til de mange penge.

Nu har Vestre Landsret slået fast, at vinderkuponen tilhører kvinden i forholdet.

Hun er derfor også eneejer af det hus og den bil, som parret købte for gevinsten.

Parret var gift på srilankansk manér, men ikke efter dansk lov. De boede sammen i 13 år, og manden havde et firma, der distribuerede blade og aviser, mens hustruen passede hus og hjem.

I december 2003 købte han to lottokuponer i en kiosk i Struer, og der var gevinst.

Da manden skyldte penge i banken, blev kvindens navn skrevet på vinderkuponen, og pengene blev sat ind på hendes konto i banken.Manden havde dog også trækningsret på kontoen.

Kvinden stod også som ejer af parrets hus og en fælles bil.

Parforholdet gik i stykker, og kvinden fandt sig en ny samlever.

Manden mente, at kuponen rettelig var hans, og han krævede skøde på huset, samt bilen.

Men sådan går det ikke.

Både Retten i Herning og nu Vestre Landsret lægger til grund, at det er kvindens navn, der står på kuponen, at pengene blev indsat på hendes konto, og det er hendes navn, der står på skødet.

Derfor har det formodningen for sig, at kuponen tilhører hende og ikke manden.

Efter nederlaget skal manden betale sagens omkostninger ved begge retter med 161.000 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer