Fremtid: Børn skal ikke kunne skrive i hånden

Vi bruger efterhånden kun håndskriften, når vi skriver huskesedler til os selv.

Hvornår skrev du sidst et brev i hånden? Eller en god, gammeldags seddel til din ægtefælle eller dit barn?

Langt størstedelen af vores kommunikation foregår i dag via et tastatur. Vi skriver mail, sms’er, chatter, blogger, sender vedhæftede Word-filer og skriver indlæg på diverse hjemmesider. Ind imellem skriver vi da også breve, men så er de typisk skrevet på computeren og printet ud. Selv skoleeleverne skriver deres opgaver på computer og får ordenskarakterer for, hvor gode de er til at layoute deres opgaver. Det skriver 24timer.

-På de små klassetrin er der stadig fokus på at lære håndskrift. I de lidt større klasser foregår det meste skolearbejde på computer, og ved afgangsprøverne vælger langt, langt de fleste også at skrive på computer,« fortæller folkeskolelærer Mette Teglers, der sidder i Dansk-lærerforeningens bestyrelse, til 24timer.

Det er kun et spørgsmål om tid, før håndskriften glider helt ud af det obligatoriske pensum i skolen, mener fremtidsforsker Johan Peter Paludan fra Instituttet for Fremtidsforskning.

-Inden for en overskuelig årrække vil vi ikke engang have brug for et tastatur længere, når vi skal skrive. Det bliver noget med, at vi taler til en computer, som omdanner vores ord til skrift. Så vil håndskriften helt forsvinde. Det vil gå ligesom med oldnordisk, som der stadig blev undervist i, da jeg gik i gymnasiet. På et tidspunkt bliver folk enige om, at det er fuldstændig overflødigt at undervise i at skrive længere,« forudser Johan Peter Paludan, som dog ikke vil sætte et mere præcist tidsperspektiv på.

-Det kommer an på, hvor hurtigt den teknologiske udvikling kommer til at gå. Men der er ingen tvivl om, at vi bevæger os i den retning,« siger Johan Peter Paludan til 24timer og betegner den situation, vi har lige nu, som en overgangsfase.

-I øjeblikket betragter mange et håndskrevet brev som noget eksklusivt, fordi det tager længere tid at skrive, der skal frimærke på, og det skal bæres hen til postkassen. Men det vil gå over – vi kommer til at opfatte det som noget frygteligt gammeldags noget. Håndskriften er helt sikkert på vej ud.

Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har bemærket en tydelig udvikling i danske skoleelevers evne til at skrive i hånden i de seneste år. I takt med, at computer og sms er blevet dagligdag, er håndskriften blevet sværere og sværere at læse.

-Jeg har indimellem lejlighed til at se opgaver, som folkeskoleelever har skrevet i hånden, og det kan være ganske overordentligt svært at tyde, hvad der står. Det ville aldrig have været et problem for 25 år siden, siger Niels Egelund til 24timer.

Samme oplevelse har uddannelsesleder Henrik Birkvig fra Mediehøjskolen. Han har undervist på den videregående uddannelse i grafisk design siden 1985. Her er et af fagene kalligrafi – det vil sige at skrive smukt i hånden.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere