Døde heste trukket ud af Brønderslev-hus

Falck har netop fjernet otte døde heste fra den ejendom, hvor et forældrepar ifølge politiets sigtelse mishandlede mandens 20-årige datter

Hestene bliver nu kørt til afbrænding på DAKA. (Foto: Ernst van Norde)
Hestene bliver nu kørt til afbrænding på DAKA. (Foto: Ernst van Norde)

Otte døde heste blev tirsdag eftermiddag trukket ud af det hus i Brønderslev, hvor et forældrepar indtil i torsdags levede med deres ni børn.

Forældrene - en 36-årig stedmor og en 40-årig far - blev fredag i et lukket grundlovsforhør i Hjørring fængslet i fire uger. De blev fængslet for grov vold og trusler mod familiens 20-årige dattter, men retten fandt ikke, at der var begrundet mistanke om, at datteren var blevet sexmisbrugt.

Ifølge sigtelsen har parret systematisk mishandlet datteren siden 2006 i deres forskellige hjem på Lolland, ved Skanderborg og senest i Brønderslev.

Da forældrene blev anholdt fandt politiet fire døde heste i en lade. De sidste fire heste blev aflivet på stedet.

Hestene var i meget dårlig foderstand, og laden var ved at falde ned over dyrene.

Tirsdag eftermiddag blev de døde heste afhentet af Falck, som nu kører dem til afbrænding på DAKA.

Dyrenes Beskyttelse har fået flere anmeldelser omkring hestene, men da Dyrenes Beskyttelse fik en anmeldelse om, at der ikke var græs nok til hestene, blev hestene i stedet fodret, oplyser Palle Mørk fra Dyrenes Beskyttelses Brønderslev-afdeling.