Westergaard også populær blandt arabere

Kurt Westergaards galleri modtager knap 300 mails om dagen fra interesserede købere - også fra den arabiske kommer der mange postitive henvendelser

Modsat hvad mange måske tror, får manden bag den kontroversielle Muhammed-tegning Kurt Westergaard mange sympatierklæringer fra den arabiske verden. (Foto: Valdemar Jørgensen)
Modsat hvad mange måske tror, får manden bag den kontroversielle Muhammed-tegning Kurt Westergaard mange sympatierklæringer fra den arabiske verden. (Foto: Valdemar Jørgensen)

Erik Guldager, der udstiller Kurt Westergaards tegninger og malerier på Galleri Draupner i Skanderborg, afviser, at den berømte tegner skulle være et hadeobjekt i hele den arabiske og muslimske verden.

- Da vi satte 1000 signerede genoptryk af Muhammed-tegningen til salg, blev de solgt til 44 forskellige lande, heraf ni arabiske eller muslimske lande, siger galleristen til ekstrabladet.dk.

Har den arabiske verden i dine øjne et mere nuanceret syn på Kurt Westergaard, end mange tror?

- Det skal jeg lige love for. Vores hjemmeside har 7-8.000 besøg om dagen. Rigtig mange af dem kommer fra den arabiske verden, og mange dem efterlader sympatierklæringer på siden, siger Erik Guldager.

Det interessante ved Kurt Westergaard er ifølge Erik Guldager, at tegneren er kommet ’ud af Muhammed-tegningen og over i kunsten’.

Mails om Westergaard hvert 29. sekund
En halv time før ekstrabladet.dk ringede til galleriet i Skanderborg, tikkede en mail ind fra en araber i Dubai:

- Min familie og jeg har stor sympati for Kurt Westergaard. Der er mange, der ser positivt på Kurt, vrede og foragten er langtfra den eneste reaktion på’, skrev afsenderen til galleriet.

Erik Guldager fortæller, at flere af de 250-270 e-mails, galleriet dagligt modtager, er sendt fra arabiske lande fra almindelige mennesker, der ønsker at købe Kurt Westergaards tegninger og akvareller.

- Mange af dem udtrykker også sympati for Kurt og for hans kunst, siger Erik Guldager.

Siden Galleri Draupner begyndte at udstille Kurt Westergaards værker, er galleriets hjemmeside og mailserver blevet bombarderet med henvendelser.

- Vi kan slet, slet ikke kapere mailstrømmen. Hvert 28. til 29. sekund modtager vi en mail angående Kurt Westers værker, siger Erik Guldager.