Lotto-Henrik: Jeg har brugt 13 mio.

- Jeg er ikke lykkeligere end før, siger 22-årig, der vandt 22,7 millioner. Han overvejer, at vende tilbage til fiskemelsfabrikken

Henrik Sørensen foran sit dyrebareste legetøj - en Shelby GT 500 Supersnake til 1,6 mio. kr. Vindersummen på 22,7 millioner er nu reduceret til 9,5, og han overvejer så småt at starte på fiskemelsfabrikken igen - af kedsomhed. (Foto: René Schütze)
Henrik Sørensen foran sit dyrebareste legetøj - en Shelby GT 500 Supersnake til 1,6 mio. kr. Vindersummen på 22,7 millioner er nu reduceret til 9,5, og han overvejer så småt at starte på fiskemelsfabrikken igen - af kedsomhed. (Foto: René Schütze)
Klokken er næsten halv tolv, og Henrik Sørensen byder velkommen med gab, morgenhår og røde øjne. Natten inden blev klokken fem, inden han vendte hjem fra poker på Casino Munkebjerg i Vejle uden at have kvalificeret sig til DM.

Men ’Lotto-Henrik’, som det halve Danmark kalder ham, glæder sig over at være på deltagerlisten i en ny pokerturnering fra på mandag i Barcelona. Rejsen og alle andre udgifter betaler Scandic Bookmakers, som til gengæld indkasserer 50 procent af alle Henriks gevinster på hans halv-professionelle pokervej. Henriks kontrakt er netop forlænget til 1. januar 2009.

– Min drøm er at kunne leve af at spille poker, til jeg dør, siger Henrik, som tilsyneladende har glemt alt om, at han allerede har vundet til dagen og vejen resten af sine dage, hvis han ellers tænker sig om.

20.000 i lommepenge
Da han for et år siden modtog sin rekordcheck på 22,7 millioner kroner under massiv medieinteresse, efterlod han indtrykket af en sorgløs og lidt for spilleglad knægt fra en forblæst nordjysk afkrog. En vinder, der hurtigt ville formøble sin formue og være tvunget til at vende tilbage til månedslønnen på 10.000 kr. på fiskemelsfabrikken i Hirtshals.

Han forsvor, at han nogen sinde ville vende tilbage til fabrikken, og at han som diagnosticeret ludoman ville spille millionerne op. Nu har han et andet syn på sagen.

– Hvis jeg ikke får forlænget poker-kontrakten, kan det da godt være, jeg vender tilbage til mit gamle job engang i 2009. Jeg har indset, at tiden kan blive lang uden et job, erkender Henrik og tilføjer, at det ikke bliver for pengenes skyld. Dem har han nemlig stadig så mange af, at han hver måned hæver ca. 20.000 kr., uden at de resterende 9,5 mio. kr. skrumper. De 20.000 er til tøj, tobak, mad og ikke mindst benzin.

– Når folk siger, at jeg allerede har brugt over halvdelen af pengene, skal de huske hele regnestykket. Da jeg havde givet min spilleven Nikolaj hans 20 procent og min bror, søster og mor deres, var der knap 15 millioner tilbage til mig selv, forklarer Henrik. Nikolaj blev i runde tal 4,7 millioner rigere, mens de tre fra familien hver især fik 1,1 million.

Til fodbold og standard-dans
Et års powershopping har drænet kassen for op mod seks millioner. Til gengæld har Henrik nu to dyre biler, et 220 kvadratmeter stort hus, som er under total-renovering, hjemmebiograf, billardbord og computer-laboratorium for blot at nævne en del af hans luksus-indramning.

Huset på Bymosevej oser af realiserede drengedrømme, men den 22-årige Hirtshals-dreng, der med egne ord altid vil blive boende i sin elskede fødeby, har også en kæreste i huset, den 19-årige Anne, som er ved at uddanne sig til frisør.

Henrik genoptog for nylig sin henslumrende fodboldkarriere på det lokale seriehold, og han har lovet Anne at tage hende i hånden og begynde at gå til standard-dans.

– Nej, hun har ikke taget mig for pengenes skyld, svarer Henrik, inden spørgsmålet er formuleret.

Jeg har også møgdage
Det forgangne års dyre powershopping ragede mangemillionæren en papand.

– Hvis man ikke kan føre sig lidt frem og være ubekymret det første års tid, hvornår kan man så?

– Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere har behov for at bruge penge i større målestok. Mine behov er opfyldt. Nu mangler jeg kun at anlægge en ny have med udendørs jacuzzi og lidt andet lir, og så vil jeg være en endnu bedre pokerspiller.

– Poker er både min hobby og mit job. Min livsstil nu turde jeg kun drømme om for år tilbage, siger Henrik og afviser, at ludomanien stadig tynger. Han bruger ikke af sine egne penge på pokerspillet, som indtil nu har bragt ham til turneringer i Las Vegas, Dublin, Monte Carlo og Dortmund.

– Næh, jeg er ikke lykkeligere nu end før. Jeg har møgdage og solskinsdage, men det er da altid fedt at rulle en tur i den dyreste af bilerne.

Henrik vil gerne have to børn, men det får vente en håndfuld år endnu. Til den tid er hjemmet totalt moderniseret og formentlig ikke til at kende for det færøske par, som solgte det til lottovinderen for 1,1 mio. kr. Parrets mandlige halvdel, en fisker med en bugnende bankkonto, vandt også en lottogevinst på ca. 4,5 mio. kr. i 1995, fortæller Henrik.

Ville huse pornofilm
Måske drømte han om at tænde op under modellerne, da han for nylig lagde billet ind på at lægge hus til et dansk filmselskabs optagelser af en ny pornofilm.

– De annoncerede efter en kendis, der ville lægge hus til, men jeg har intet hørt, griner han gavflabet og understreger – i øvrigt meget troværdigt – at han ikke gik efter de 20.000 kr., som husejeren ville få som belønning.

– Nej, det var for at kigge dem lidt over skuldrene. Og så kunne min kæreste have brugt de 20.000 på et par silikonebryster.

– Det kunne jeg aldrig drømme om at bruge mine egne penge på.
1 af 2 ?Lotto-Henrik? som vi husker ham med den enorme check. (Foto: Jan Grarup)
2 af 2 Henrik Sørensen foran sit dyrebareste legetøj - en Shelby GT 500 Supersnake til 1,6 mio. kr. Vindersummen på 22,7 millioner er nu reduceret til 9,5, og han overvejer så småt at starte på fiskemelsfabrikken igen - af kedsomhed. (Foto: René Schütze)
2 kommentarer
Vis kommentarer