Borgmestre kræver tog til tiden nu

Fire nordsjællandske borgmestre er så utilfredse med servicen på kystbanen mellem Helsingør og hovedstaden, at de kræver handling fra transportministeren

Dårlig service på kystbanen mellem Helsingør og hovedstaden har fået borgmestrene i de fire nordligste kystbane-kommuner til at reagere.

De har sammen sendt et brev til transportminister Lars Barfoed (K), hvor de kræver et møde og handling fra ministeren. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Den offentlige transport mindsker køerne på motorvejen og mindsker udledningen af CO2. Derfor er det katastrofalt, og det skræmmer passagerne væk, at kystbanen fungerer så dårligt som den gør, siger Helsingørs borgmester Per Tærsbøl til avisen.

Sammen med sine borgmesterkolleger i Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal står han bag den fælles henvendelse til transportministeren.

For at imødegå forsinkelser iværksatte Lars Barfoed og Trafikstyrelsen fra den 28. september en "robusthedsplan" for den kollektive livsnerve langs Øresundskysten.

Alligevel oplever passagerne på Øresundstogene flere forsinkelser, end før planen blev sat i værk. I september var rettidigheden på kystbanen 86,1 procent, men i oktober faldt den til 84,8 procent.

Målet for rettigheden på Kystbanen er på 92 procent, hvilket man ikke har nået i én eneste måned, siden DSBFirst overtog trafikken.

Forsinkelserne skyldes både forhold hos DSBFirst, hos Bane Danmark og store sporarbejder ved Malmø.

Nu vil de fire borgmestre have sat gang i initiativer, der kan skabe bedre kvalitet i form af flere tog til tiden, bedre information til passagerne og bedre service.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere