'Vi har alle snavs på fingrene'

Verdens største kul-eksportør er Australien - men landets premierminister tror på resultater på klimatopmødet, selv om det bliver sejt

Australiens premierminister Kevin Rudd på topmødet i Singapore, hvor han, Lars Løkke og Barack Obama talte om mulighederne på klimatopmødet i København. (Foto: AP)
Australiens premierminister Kevin Rudd på topmødet i Singapore, hvor han, Lars Løkke og Barack Obama talte om mulighederne på klimatopmødet i København. (Foto: AP)

En uofficiel nyhed om, at 65 regeringschefer indtil nu har tilmeldt sig klima-topmødet i København, har fået optimismen til at spire forud for decembers store begivenhed.

- Jeg bliver ekstremt opmuntret over, at så mange stats- og regeringschefer nu offentligt har oplyst, at de har til hensigt at deltage, skrev den britiske premierminister Gordon Brown ifølge klimatopmødets officielle hjemmeside til statsminister Lars Løkke Rasmussen i weekenden. - Det er et vigtigt signal, og jeg vil fortsat opfordre andre til også at komme.

Australsk nøgleposition
Brown har forlængst tilkendegivet, at han agter at deltage i klimatopmødet. På Venstres landsmøde i går sagde Lars Løkke Rasmussen, at over 60 landes toppolitikere kommer til Bella Centret, og i den forbindelse uddybede embedsmænd uofficielt tallet til 65.

Blandt de lande, som sender topledere, er, ud over Storbritannien, Brasilien, Frankrig, Tyskland, Indonesien, Japan, Spanien og Anstralien.

Netop Australiens premierminister, Kevin Rudd, får en nøgleposition i forhandlingerne. Australien er verdens største kul-eksportør, og landet udleder pr. indbygger mere CO2 end noget andet land.

En del af løsningen
På trods af det tager Rudd til København med stærke ambitioner.

- Jeg tror, at deltagerne i topmødet vil være i stand til at nå til en politisk aftale, som kan gøres juridisk bindende i løbet af 2010, siger han i et interview med BBC.

Om Australiens egne blakkede miljø-forhold siger Kevin Rudd, at han ønsker at være en del af problemernes løsning:

- Alle lande kommer til mødet med snavs på fingrene, så det vil ikke stå i vejen for en aftale, siger premierminister Rudd. Han erkender dog, at forhandlingerne i København bliver vanskelige. Det er ikke, siger han 'indlysende', at man når frem til en 'operationel rammeaftale'.

Lad København tælle
Netop i dag er Kevin Rudd mål for heftige demonstrationer hjemme i den australske regeringsby, Canberra under slogan'et:

'Rudd - verden ser på - sørg for, at København tæller'.

Parlamentet drøfter nemlig de australske klima-mål, og demonstranter kræver, at Australien binder sig til frem til 2020 at nedbringe CO2-udledningen med 40 procent i forhold til det nuværende niveau.

130 demonstrater blev i morges fjernet fra pladsen foran parlamentet. En af den, Jenny Curtis, sagde ifølge ABC News, at den australske regering bør indtage en førerposition i København:

Kan påvirke USA
- Premierminister Rudd kan blive en verdensleder, sagde hun. - Han har mulighed for at øve indflydelse på USA, hvis han tager til København med et 40 pct. mål, og så har han mulighed for at ændre tingene globalt.

Kevin Rudd er selv indstillet på at sætte det høje mål, men det er uvist, om parlamentet vil stemme for det.

Afgørelsen ventes at falde i denne uge, og fra USA bliver der holdt øje med signalerne fra kontinentet mod syd.

Lars Løkke Rasmussen har sendt 191 invitationer til stats- og regeringschefer, og selv om eksperter vurderer, at de 65 tilmeldinger indtil nu betyder, at topleder-deltagelsen i Bella Centret dermed er over den 'kritiske masse', der vil få tilmeldingssnebolden til at rulle hurtigere, mangler tre af de vigtigste lande endnu at give svar.

Obama bag kulisserne
Det er, ud over USA, Kina og Indien.

USA's klimadelegerede Jane Lubchenco har sagt, at præsident Barack Obama 'aktivt overvejer' at rejse til København igen i december.

Men uanset udfaldet af overvejelserne siger Obamas rådgivere, at præsidenten bag kulisserne presser på for at få en aftale, som kan føre til en juridisk bindende aftale i Mexico i 2010 - bestræbesler, som Obama drøftede med Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med det nylige Asia-Pacific-møde i Singapore.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere