DR-magtkamp endt i blodbad

40 chefer får kniven: Plummer gider ikke høre mere vrøvl

Far vil ha' ro: Kenneth Plummer erkender nødtvungent, at brok på chefgangen har forstærket behovet for fyringer i DR : -Jeg vil helst have, at alle i DR sætter holdet før sig selv. (Foto: Lars Krabbe)
Far vil ha' ro: Kenneth Plummer erkender nødtvungent, at brok på chefgangen har forstærket behovet for fyringer i DR : -Jeg vil helst have, at alle i DR sætter holdet før sig selv. (Foto: Lars Krabbe)

Når to mennesker duellerer, sker det tit, at de begge bliver ramt.

Sådan beskriver en velinformeret kilde fra DR 's absolutte top den omstrukturering, der fører til, at 40 ledende medarbejdere i landets licensbetalte medieflagskib enten må forlade skuden eller se sig selv degraderet.

De to duellanter er den nu fratrådte programdirektør Mette Bock og den i fremtiden noget amputerede mediedirektør Lars Grarup.

Gennem de sidste par år har de kæmpet hårdt om, hvem der bestemte mest i den flotte, nye og nu angiveligt økonomisk rentable DR Byen. Men nu gider far og mor altså ikke længere høre på, at de to store skændes om, hvem der skal bestemme mest. Derfor har DR -generaldirektør Kenneth Plummer og DR 's bestyrelse lavet en helt ny ledelsesstruktur.

- Det er en primitiv måde at beskrive det på, siger generaldirektør Plummer til Ekstra Bladet.

- Jeg vil sige, at det drejer sig om at vise rettidig omhu i forhold til at sikre bedre indhold for DR 's brugere. Men jeg vil gerne medgive, at et vigtigt formål med omstruktureringen er at sikre større harmoni i ledelsen. Jeg vil helst have, at alle i DR sætter holdet før sig selv. Det gælder selvfølgelig også i ledelsen.

Overflødige
Det foreløbige konkrete resultat er, at Mette Bock er flyttet hjemmefra. Tilsyneladende i god forståelse med DR -toppen. Lars Grarup beholder sin stilling som mediedirektør om end i en noget amputeret udgave. Han skal ikke længere være ansvarlig for hverken distribution eller markedsføring.

De to områder kommer til at ligge under to af fire nye direktører. Henholdsvis den tekniske direktør, udpeget af bestyrelsen, og markedsføringsdirektøren, udpeget af Plummer.

Mette Bocks direktorat forsvinder helt.

Desuden betyder den nye struktur, at 40 ledere i DR bliver overflødige.

- Nogle vil få et andet job i huset, andre kommer til at forlade DR , siger Kenneth Plummer, der angiveligt endnu ikke ved, hvem og hvor mange der skal tage plads i arbejdsløshedskøen.

DR Nyheder får ansvar for DR 's nyhedsproduktion. Det vil sige både de perspektiverende nyheder i TV Avisen, Deadline, 21 Søndag, nyhedsmagasinerne og de hurtige nyheder i radioavisen, på dr.dk og Update.

DR Danmark får ansvar for DR 's distrikter i hele Danmark og ansvar for DR 's programproduktion i Århus, børne- og ungdomsområdet samt en række livsstilsprogrammer mv.

DR Oplysning får ansvar for programmer inden for genrerne dokumentar, videnskab, debat & aktualitet samt undervisning & oplysning mv.

DR Kultur får ansvar for drama og musik, litteratur og kunst. Herunder drift og udvikling af DR 's koncerthus og alle ensemblerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere