Kraftig storm rammer Danmark i dag

Hold på hat og briller: Store dele af landet kommer til at opleve kraftig storm med vindstød af orkanstyrke onsdag eftermiddag

(Arkivfoto: Jyllands-Posten)
(Arkivfoto: Jyllands-Posten)

Danmark vil i dag blive rusket godt og grundigt igennem af en storm, der tager vindstød af orkanstyrke med sig.

Det oplyser vejret.dk.

Stormen går i land i Sønderjylland ved 12-14-tiden.

- Jeg må indrømme, at den ser meget kraftig ud. Der er tale om et lille, hidsigt lavtryk, som ikke kunne ses på sattelitten for bare 24 timer siden. Det er typisk, at tingene udvikler sig meget hurtigt her om efteråret, siger meteorolog Kim Bentzen fra vejret.dk.

Rammer København i aften
- Det starter i Sønderjylland tidligt på eftermiddagen som en hård kuling med vindstød af stormstyrke, siger han til ekstrabladet.dk.

Derfra udvikler tingene sig til det værre.

Nordjyderne kommer efter alt at dømme til at slippe. Men Midtjylland, Sønderjylland, Fyn, Sjælland og senere Bornholm får meget kraftigt vind.

- Stormen bevæger sig ind over Midtjylland ved 16-tiden. Den vil husere i området mellem Karup og Billund. Den rammer Nordfyn kl. ca. 17, og Sjælland kl. ca. 18, siger Kim Bentzen.

Svage træer vil knække
- Disse steder vil der være tale om en middelvindstyrke på stormstyrke, og enkelte vindstød af orkanstyrke, siger meteorologen.

Han oplyser at man sagtens kan forvente, at svage træer kan knække.

- Så de skal nok have noget at vise i nyhederne i aften. Der er ikke tale om århundredets storm. Det er en 'almindelig' efterårsstorm, som vi har 1-3 af om året - men det betyder ikke, at man skal undervurdere dens styrke, siger Kim Bentzen fra vejret.dk til ekstrabladet.dk.

Påvirker trafikken
Hvis man skal til eller fra Bornhom med færge i eftermiddag eller aften, må man forberede sig på store ændringer i færgetrafikken, oplyser Banedanmark på sin hjemmeside.

Også bilister kan opleve ændringer og forsinkelser.

F.eks. på storebæltsbroen, som allerede nu har stormvarsel.

Man kan holde sig orienteret om den aktuelle sitation på storebaelt.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere