Soldater: Græder når vi kommer hjem

De amerikanske soldater blokerer for følelserne fortæller den danske journalist Camilla Fuhr Nilsson, der har fulgt en gruppe soldater i Afghanistan

Soldaterne kaldet Wolfpack patruljerer paa alle tider af doegnet. Her er det tidlig morgen naer landsbyen Mandakhel.(Foto: Camilla Fuhr)
Soldaterne kaldet Wolfpack patruljerer paa alle tider af doegnet. Her er det tidlig morgen naer landsbyen Mandakhel.(Foto: Camilla Fuhr)

Wardak provinsen: Klokken er syv om aftenen. 2. Deling fra den amerikanske specialgruppe 10th Mountain Division er på vej tilbage til deres patruljebase Conlon.

De har været en tur på hovedbasen, den fremskudte base Airborne, for at bade, tale med deres familier i USA og for at købe de uundværlige cigaretter og skrå. Nu er de på vej tilbage til lejren med resten af deres kollegaer.

'Jeg tror vi er ramt'
De sidste fire dage har de arbejdet ekstra hårdt. De sidste fire dage har de været ude på en mission, hvor de skulle undersøge huse i nærliggende landsbyer.

De er trætte nu, og deres pansrede biler glider nærmest lydløst igennem den kulsorte aften. Med et lyder løjtnant Rick Chersiclas stemme over radioen.

- Dette er Hammer 2-6. Jeg tror, vi er blevet ramt.

De fem pansrede biler i konvojen standser brat. De ved, at en bombe ofte efterfølges af en anden, og ingen af dem vil rammes af en såkaldt 'Daisy Chain', en bombe kæde med flere sprængladninger.

- Er alt okay? spørger en sygehjælper over anlægget fra den bagvedholdende vogn.

- Ja, jeg tror kun, det var en lille bombe, svarer Chesicla.

Ingen frivillige før hjemrejse
Alle i bilen er uskadt. Løjtnant Chesicla kontakter bombeteamet fra hovedbasen Airborne, der skal fjerne resterne af bomben.

Det er standardprocedure, og bombeeksperterne skal undersøge de dele, der er blevet brugt til at fremstille bomben. På den måde kan de fastslå, hvilke materialer der er brugt ved angrebet, og derved hvilken bombemand, de har at gøre med.

- Fuck det lort, jeg skal ikke ud, siger sergent Nicholas Kloberdanz.

Han sidder bagerst i vognen, og nægter at forlade den pansrede beskyttelse. Her en måned inden de skal hjem, er der ingen frivillige, når faren er så stor.

- Okay, så går jeg. Jeg har alligevel levet i 34 år, siger sergent Damian Pacheco tørt og stiger ud.

Bomben viser sig at være en Daisy Chain. Kun én af sprængladningerne er antændt, og bilen blev kun ramt af en del af bomben.

Sorgen må vente
Denne gang var de heldige.

I slutningen af juli blev fire soldater fra kompagniet sprængt til ukendelighed under en fodpatrulje, og soldaterne måtte samle deres venner op i små stykker.

- Jeg bloker alting, specielt fra den dag, forklarer specialist Aaron Ball om episoden. Han var gode venner med de fire mænd, der blev dræbt, men sorgen må vente, til han kommer hjem.

- Det fortalte os, at man kunne blive dræbt af det her. Men det kan vi ikke tænke på, hernede gælder det bare om at komme videre. Ellers er vi i større fare, fortæller han og hentyder til, at soldaterne skal være 100 procent til stede, når de patruljerer, da der hver gang er risiko for, at de ikke kommer tilbage i live.

Hans kollega Elias Ramos, der også har rang af specialist, tilføjer:

- Jeg forsøger også at lade være med at tænke over faren. Jeg vil bare have det her overstået. Men omvendt - jo mere bange man er, jo mere på mærkerne er man også.

- Men modsat bliver man vant til faren ved at være her. Som vi siger, soldater lever ikke, vi overlever. Man bliver sgu nødt til at tilpasse sig.

Ingen vand eller internet
De to soldaters deling er ofte på mission flere gange om dagen. De patruljerer midt om natten langs hovedvejen til fods, enten for at holde øje med bombemænd, for at 'rense huse' (Soldatersprog for at undersøge afghanernes huse for bombeelementer), eller for at holde vagt i lejren.

De sover i fragmenter i løbet af døgnets 24 timer, spiser lidt mad eller ser film på deres medbragte bærbare computere.

Basen har ingen rindende vand, kun én telefon til 50 mand, festivaltoiletter og intet andet.

Hver dag holdes de ved selskab af faren for blive slået ihjel.

- Vi vil ikke slås ihjel, inden vi skal hjem. Men uanset hvad, så skal vi ud. Man skal bare gøre arbejdet, der er ingen vej udenom. Måske er folk bange, men vi viser det ikke. Det er en stolthedsting. Vi tænker og føler ikke, men reagerer. Sådan er vi trænet, erkender Aaron Ball.

- Jeg har det som om, det ikke kan ske for mig. Det lyder måske mærkeligt, men sådan er det, tilføjer Elias Ramos.

Svært at undvære familien
På trods af den lurende usikkerhed er det sværeste savnet af familien. Aaron Ball har to børn og Elias Ramos et.

- Når jeg ringer hjem, fortæller jeg ikke noget om, hvad der sker hernede, for jeg vil ikke have at min kæreste bekymrer sig. Men jeg glæder mig til jeg skal hjem. 28 dage til friheden, og så skal jeg bare sove, siger han og giver Elias Ramos et håndklask.

- Det gør ondt, når man mister en ven hernede, men man bliver bare nødt til at vente med at græde, til man kommer hjem. Så om en måned kan jeg begynde at tænke over, hvad der er sket hernede, slutter Aaron Ball.

- Stay motivated!, griner Elias Ramos.



Forfatteren til artiklen, den danske journalist Camilla Fuhr Nilsson, har fået afslag på at følge de danske soldater, som hun her har fulgt de amerikanske.

Krigen i Afghanistan har siden 2001 kostet 844 amerikanere livet, imens 28 danskere er omkommet. Senest døde den 23-årige Michael Ebert efter at være blevet hårdt såret efter et bagholdsangreb i Green Zone i Helmand.

Samtidig ønsker den øverstbefalende for de amerikanske styrker i Afghanistan, general Stanley McChrystal, at bemandingen i Afghanistan udvides med 40.000 mand.

Soldaterne fra 10th Mountain Division

- kaldes også Wolfpack. Deres operationsområde er provinserne Logar og Wardak i Østafghanistan.

- I USA bor de på basen Fort Drum i staten New York nær den canadiske grænse.

- De ved allerede nu, inden de skal hjem, at de bliver udsendt til Afghanistan igen om 14 måneder. Næste gang hedder destinationen Kandahar i det sydlige Afghanistan.

- Der er stor mulighed for, at de får deres udsendelse forlænget. Den amerikanske hær har mulighed for at forlænge deres soldaters udsendelse i op til fem måneder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere