Novo lukker fabrik i Kalundborg

100 produktionsarbejdere fritstilles hos Novo Nordisk i Kalundborg

100 produktionsarbejdere på tidsbegrænsede kontrakter får ikke forlænget deres kontrakter med Novo Nordisk, når medicinalgiganten i løbet af de kommende tre år lukker Insulinfærdigvareproduktionen (Diabetes Pharmaceutical) i Kalundborg.

På et møde i formiddag fik de ansatte at vide, at fabrikken bliver udfaset med afslutning i 2012.

Ifølge kommunikationsdirektør Mike Rulis er fabrikken ikke længere tidssvarende.

- Det ville være for dyrt at opgradere den pågældende fabrik. Samtidig er produktiviteten i vores virksomhed steget generelt, så vi kan lave den samme mængde produkter med færre mennesker, og de mennesker, vi siger farvel til, er som sagt ansat på tidsbegrænsede kontrakter. De 150 fastansatte på fabrikken i Kalundborg bliver genansat andre steder i Novo via vores interne jobformidling. De kommer muligvis til at skulle pendle fra Kalundborg, men det er vel bedre end at stå uden et job, siger Mike Rulis til ekstrabladet.dk.

Samtidig med meldingen om lukningen af fabrikken i Kalundborg oplyser Mike Rulis, at 50 fabriksansatte hos Novo i Bagsværd og 30 i Hillerød, mister deres nuværende job og søges indplaceret andre steder på Novos produktionsanlæg.

Novo Nordisk i Kalundborg beskæftiger cirka 2.100 ansatte.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere