Indien kan anklage JP-terrorister

Indiske myndigheder tygger på, om de skal anklage Headley og Rana, som mistænkes for terrorplaner imod bl.a. Danmark. Indien vil måske have dem udleveret

Den indiske anklagemyndighed vil formentlig anlægge sag imod amerikaneren David Coleman Headley og canadieren Tahawwur Hussain Rana, som i oktober blev anholdt i Chicago.

Myndighederne i Indien siger, at det kan komme på tale at begære de to fængslede udleveret til retsforfølgelse i Indien, skriver avisen India Today tirsdag.

De to sidder fængslet i Chicago, mens politiet undersøger mistanker om, at de planlagde terror imod mål i Danmark, men der er også tråde til Indien.

David Coleman Headley, der er født i Pakistan, har ifølge indiske medier flere gange besøgt Mumbai, og han opholdt sig i byen en uge før det store terrorangreb den 26. november 2008, da 173 mennesker blev dræbt.

Avisen The Hindu skriver, at Headley besøgte Mumbai mindst fem gange i perioden fra 2006 til 2009. Et af disse besøg afsluttede han en uge før terrorangrebet sidste år i Mumbai.

- Det står klart, at Headley og Rana opererede på indisk område med terror-intentioner under deres besøg fra 2006 til april i år. Indien har grund til at tage fat på dem, siger en højtstående embedsmand i indenrigsministeriet i New Delhi ifølge India Today.

- Det kan komme på tale at begære dem udleveret, tilføjer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere