Hjemmeplejere vil beholde tidstyranni

Hjemmehjælperne i Odense er kede af, at kommunen har afskaffet minuttyranniet. De ser den som dokumentation for, at de passer deres arbejde

Hjemmeplejerne i Odense skal ikke længere tjekke ind og ud på lommecomputeren, når de er på besøg hos de ældre. Kommunen har droppet den omstridte tidsregistrering. Men det er de ansatte ikke glade for.

Hjemmeplejerne ser nemlig minuttyranniet som dokumentation for, at de udfører deres arbejde, som de skal.

- Det kan ende med at være en stressfaktor for mine medarbejdere, siger Lene Pedersen, daglig leder af hjemmeplejeafdelingen Hjallesegruppen til fyens.dk.

Hun mener, at 75 procent af hendes 35 fastansatte dagvagter har været glade for registreringen i lommecomputeren.

- Før kunne vi ikke dokumentere, om vi havde været hos en borger eller ej, hvis en datter for eksempel ringede og klagede over, at vi ikke havde været hos hendes mor. Nu er der ikke noget at rafle om, fordi vi kan gå ind og tjekke, om vi har været der, siger Lene Pedersen.

Ældrerådmand i Odense Peter Rahbæk Juel (S) afskaffede minuttyranniet, fordi han mener, det er et levn fra anden tid på den måde at ville kontrollere, om medarbejderne passer deres arbejde.

Meldingen fra hjemmeplejerne kommer bag på både ældrerådmand Peter Rahbæk Juel (S) og plejernes forbund, FOA, der kæmper en indædt kamp mod 'tidstyranniet'.

FOA lavede tidligere i år en undersøgelse af medlemmernes holdninger til registreringen i ældreplejen. Ifølge den bruger de ansatte i hjemmeplejen 39 minutter dagligt på registrering og dokumentation. 79 procent af dem finder tidsregistrering unødvendig.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere