Thaksin-besøg i Cambodja skaber splid

Cambodja inviterer den landflygtige tidligere thailandske premierminister Thaksin på besøg. Det skader forholdet til Thailand, der truer med at lukke grænsen

Den flygtede tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra kommer til Cambodja i denne uge, oplyser den cambodjanske premierminister.

Thaksins besøg sker i hans nye egenskab af økonomisk rådgiver for den cambodjanske regering, og det ventes at forværre spændingerne mellem de to nabolande.

- Thaksin vil være i økonomi- og finansministeriet den 12. november for at give over 300 cambodjanske økonomiske eksperter en orientering, siger premierminister Hun Sen.

De nye spændinger begyndte, da Cambodja i onsdags udnævnte Thaksin til økonomisk rådgiver. Begge lande hjemkaldte deres respektive ambassadører, og Thailand advarede fredag om, at landet måske vil lukke grænsen.

- Hvis I vil lukke den, så luk den, siger Hun Sen og advarer om, at begge lande vil lide tab ved en forsegling af den fælles grænse.

Den velhavende Thaksin blev afsat fra posten som thailandsk regeringschef ved et kup i 2006. Han opholder sig i udlandet for at undgå en dom på to års fængsel for korruption.

Cambodjas regering fastslog forleden, at den ikke anerkender dommen, fordi den er "politisk motiveret". Derfor vil Thaksin ikke bliver udleveret, når han dukker op om få dage til mødet i den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere