Ingen udsigt til klimasucces i København

Verdens rige og fattige lande står dybt splittede i de internationale klimaforhandlinger, og kun de færreste tror på en juridisk bindende aftale i København

Det er ved at være absolut sidste udkald, hvis den danske hovedstad skal lægge navn til en ny global klimaaftale.

Men selv om alle for længst har erkendt, at tiden er ved at rinde ud, har de indledende diskussioner i Barcelona på den sidste forhandlingsrunde inden FN-topmødet i København vist, at de færreste er villige til at yde den nødvendige indsats.

- Lige nu forsøger mange lande at undgå en juridisk bindende aftale, som er nødvendig, hvis vi skal løse verdens klimaproblemer, siger John Nordbo, leder af klimaprogrammet i WWF Verdensnaturfonden.

Skuffelsen er især stor, når talen falder på Danmark, som besidder den vigtige rolle som formandsland og vært for topmødet i december. I erkendelse af, at det bliver svært at nå en juridisk bindende aftale i København, har den danske regering accepteret, at det kan blive nødvendigt at stille sig tilfreds med en bindende politisk aftale.

Men det er dybt skuffende, at Danmark på den måde accepterer laveste fællesnævner, mener John Nordbo.

- En såkaldt bindende politisk aftale er en ekstremt svag aftale. Det er en gentleman agreement mellem de regeringer, der lige nu er ved magten om, at de nok vil gøre et eller andet. Det er virkelig et svagt instrument, fastslår han.

Sveriges chefklimaforhandler, Anders Turesson, understreger, at EU fortsat arbejder for en juridisk bindende aftale. Men han bekræfter, at det kan blive nødvendigt at nøjes med en politisk aftale i første omgang.

- Hvis der ikke er tid nok til at få landet en juridisk aftale i København, så vil det være afgørende at nå en ambitiøs aftale med henblik på at indgå en juridisk aftale snarest muligt derefter, lyder meldingen fra svenskeren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere